Lady Gaga lod paraderne falde og viste verden sin følsomme side, da hun torsdag brød sammen ved en pressekonference i Tokyo.

Årsagen til popikonets tårer var ofrene for den japanske tsunami tilbage i marts måned. Tusinder mistede livet.

Lady Gaga har doneret over otte millioner dollar fra egen lomme til hjælpearbejde i de hårdest ramte områder, og desuden har hendes velgørenhedsarmbånd solgt i nok eksemplarer til at støtte japanerne med yderligere fire millioner dollar.

Sangerinden er i Tokyo i forbindelse med det årlige statuette-show MTV Music Video Awards, der i år er omdøbt til Video Music Aid Japan for at mindes ofrene for den omfattende naturkatastrofe og skaffe penge til Røde Kors i Japan.

Det var mens Gaga fortalte om sin kærlighed til landet, hun pludselig brød ud i gråd.

- Jeg er altid så inspireret, når jeg kommer til Japan. Inspireret af ånden, lidenskaben, kærligheden og den absolut smittende glæde i Tokyo, sagde den kreative verdensstjerne, mens tårerne strømmede.

Den grådkvalte Gaga sluttede af med at opfordre folk til at besøge Japan, der siden tsunamien ikke har haft nær så mange turister som normalt.

- Det er fint at komme her. Det er smukt, lovede den følsomme popprinsesse.