Filmmanden Jørgen Leths liv vrimler med helte. Men han er ikke selv en helt, fastslår han. Og da slet ikke en rollemodel, for det er udelukkende et dumt pædagogisk begreb. På fredag udkommer hans fjerde erindringsbog, denne gang om sine helte.

»Wow !... jeg har ellers aldrig nogensinde været »starstruck«, men det blev jeg fandeme lige dér.«

Udbruddet kommer fra en ung fyr. Omkring de 20, sort tøj med løsthængende kæder fra lommerne og piercet fra læber til ører.

Med sin kæreste i hånden er han netop kommet gående, da han må stoppe op og slippe hende. Overrumplet over sin egen reaktion på det, han lige har oplevet.

Han hæver sin ene hånd og klasker begejstret håndfladen ind i kærestens håndflade. Som om han netop har vundet noget, der øjeblikkeligt må fejres, inden han er i stand til at gå videre i retning af Strøget.

Han har set Jørgen Leth »live«. For få sekunder siden. Siddende i en fransk fletstol inde i Kringlegangen, den lille passage, der forbinder Gråbrødre Torv med Valkendorfsgade.

Og så blev han »starstruck«.

Jeg insisterer på at være langsom

Berlingskes fotograf har placeret den 77-årige filmmand, forfatter, digter og Tour de France- kommentator i stolen. Jørgen Leth parerer ordre. Det er tydeligt, at han har respekt, når der koncentreret bliver arbejdet med et kamera.

Ramme det rigtige lys, passe på med skygger, han kender det hele. Sin første film lavede han i 1963, siden er det blevet til 43 spille- og dokumentarfilm, som han har skrevet og instrueret.

I Kringlegangen begynder det at småregne, men så overtager solen. Vejret skifter konstant. Forbipasserende reagerer, først med forundring, så med begejstring eller decideret benovelse.

For er det ikke....? Joh... det er da Jørgen Leth, der sidder der, helt bestemt.

TV-kendis for nogle, for andre et ikon. Én, man dyrker, hvis man er til den Jørgen Leth’ske signatur. Stemmen, den særlige sproglige rytme, betoning af ordene og retorikken.

Sammen med alle anekdoterne, når rytterne i Tour de France kravler op ad endnu en stigning, og Leth er manden, der forfører seerne med sin egen fascination. Etape for etape.

Måske er Jørgen Leth ligefrem en slags helt?

Et af de mennesker, der står og lyser i nattemørket. Som kan noget særligt, og som gør indtryk. Som får andre til at forstå noget, der ellers forekom kompliceret. Det er sådan, han beskriver sin egen oplevelse af helte.

Ingen rollemodel

På fredag udkommer fjerde bind i Jørgen Leths erindringer om det uperfekte menneske, denne gang med titlen: »Mine Helte.«

I alt 47 af slagsen. Fra vennen Per Kirkeby og bossa nova-kongen Antonio Carlos Jobim til Andy Warhol, Lars von Trier og den tidligere butler og assistent, Beleque, der reddede Jørgen Leths liv under jordskælvet i Haiti i 2010. Som tog ham i hånden og hjalp ham væk fra huset, mens både jorden og menneskene slog revner.

Jørgen Leths liv vrimler med helte. Men han er ikke selv en helt, fastslår han. Og da slet ikke en rollemodel, for det er udelukkende et dumt pædagogisk begreb.

»Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening.«

Mange af sine helte har han mødt. Han elsker dem. Og siger så:

»Jeg har kendt dem, jeg har set dem i øjnene, set dem i kød og blod, har hørt, hvad de siger.«

Måske er den karakteristiske, kraftige grå hårmanke blevet en smule tyndere med årene. Men håret i nakken er stadig er halvlangt og smilet det samme.

Iført khakifarvet cottoncoat og et blåt tørklæde skødesløst smidt om halsen, er Jørgen Leth før foto-optagelsen i Kringlegangen dukket op på Restaurant Peder Oxe.

Tempoet og bevægelserne er langsomt i alt, hvad han foretager sig. Fra cottoncoaten, der omhyggeligt bliver hængt op på stumtjeneren ved siden af hans runde stambord, til måden han sætter sig på stolen.

»Jeg insisterer på langsomhed,« siger han.

»Jeg er meget imod, at alting skal gøres så hurtigt. Jeg prøver bevidst at stritte imod. Men det skaber jo nogle groteske scener indimellem. Når jeg for eksempel skal gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Jeg skal have mine sko og mit bælte af, det tager tid. Der er tasker at holde styr på og min computer. Sommetider bliver jeg meget kontrær, hvis jeg kan mærke, at nogen bag mig i køen har travlt. Så siger jeg:

»Jeg er langsom, hvis du vil være hurtig, må du gå forbi mig.«

Jeg kan blive helt vred, nej, jeg kan blive rasende på folk, når de pusher mig. Min tilværelse skal kunne rumme den langsomhed, forstår du, hvad jeg mener?«

Stemmen er rolig, næsten beroligende, selv når han taler om at blive rasende. Han lytter, er opmærksom og mentalt 100 procent til stede.

Får serveret sin snaps og sine sildefileter. Med kaffe og jordbærtærte bagefter. Altid det samme, når han spiser på Peder Oxe.

De vigtige rutiner

Dagene skal også helst begynde ens, han skal helst gøre nogenlunde de samme ting på de samme tidspunkter. Hvad enten han er i København eller i Haiti. Forskellige dagsrytmer de to steder, men dagene er meget ens det sted, han nu er.

Det er på Haiti, han har skrevet »Mine Helte«. Han skriver aldrig, når han er i København.

»Jeg har min helt faste rutiner, det er jeg nødt til. Det er den bedste måde at holde depressioner på afstand. Jeg skal have faste rammer og struktur, men det skyldes ikke alene riskoen for en depression, jeg har altid haft det sådan, men med årene er det bare blevet mere udtalt.

Min far sagde: »Alt på plads, plads til alt.« Det har været mit mantra, og er det stadig. Jeg har brug for orden, for at kunne være i kaos. Kunstnerisk er det kaos, livet i Haiti er kaos, der er meget uro rundt omkring, derfor mit stærke behov for at være i nogle faste rammer.«

I 1991 var en depression lige ved at tage livet af ham. Bogstaveligt talt. Han følte, at han skulle dø.

»Det var derfor, jeg flyttede til Haiti, jeg var nødt til at ændre noget i mit liv fundamentalt.«

Siden jordskælvet, hvor hans hus blev jævnet med jorden, har han haft sit faste værelse på et hotel oppe på nordkysten af Haiti, ejet af gode venner.

Han orker ikke, siger han, at begynde forfra med hus og alt det, der følger med.

Jeg kæmper med min koncentration

»Mine venner på hotellet sørger for mig og passer på mig. Jeg står tidligt op og sætter mig ud på altanen med udsigt over havet. Skriver det meste af formiddagen, inden jeg går ned og spiser frokost. Om eftermiddagen spiller jeg en times tennis og skriver nogle gange lidt om aftenen. Men jeg kæmper en del med min koncentration. Det er blevet en udfordring for mig at fastholde den. Mit liv er blevet et andet efter jordskælvet, jeg er mærket af det. Jeg laver også mange slåfejl, når jeg skriver. Flere, end jeg gjorde tidligere.«

Så skriver han lister. Om alt muligt. Film, han skal se, bøger, der skal læses, mennesker, han vil kontakte.

Lister, lister, lister. Og noter.

»Jeg skriver noter flere gange om dagen, og har altid en notesbog med. Om noget, jeg oplever, bliver udsat for eller kommer til at tænke på. Det kan være brudstykker af en samtale, en flig af en ny idé. Det er også den måde, jeg skriver min filmmanuskripter på, og den måde, jeg arbejder på. Det bliver mere ufiltreret og mere poetisk, når jeg skriver det i selve øjeblikket.«

Han rejser sig, igen langsomt. Går over til sin jakke og fisker en lille notesbog opad af den ene lomme.

»Det er sådan her, de ser ud, mine notesbøger,« siger han om den lille bog, der er beskyttet af et hylster i kernelæder.

Han lægger den på bordet.

»Jeg har flere hundrede notesbøger, de er opmagasineret et sted i nordvest-kvarteret. Desuden skal jeg skal altid have nogle stykker med mig rundt, når jeg rejser. Jeg er afhængig af dem. I øjeblikket har jeg vel omkring 20 notesbøger, som jeg rejser rundt med.«

I tidligere interviews har Jørgen Leth erklæret, at han ikke vil stoppe, før han styrter. Den erklæring er ikke ændret. Han bliver ved.

For fem dage siden afsluttede han optagelserne i Grønland til sin seneste film om den amerikanske jazz-legende Lee Konitz og det danske jazz-talent, Jakob Bro.

Det har været en meget bevægende og rørende oplevelse, som Jørgen Leth udtrykker det om koncertturnéen med jazzlegenderne.

For med den 87-årige Lee Kovitz og en strabadserende rejse var både manden og projektet skrøbeligt fra start. Netop derfor var det bevægende. Det gik godt, ingen blev syge eller kom til skade undervejs.

At genopdage på nye måder

Jørgen Leth havde ellers vendt jazzen ryggen, og har ikke beskæftiget sig med jazz, siden slutningen af 1960erne.

»Jeg var jazz-skribent på dagbladet Aktuelt, og jazz var en stor del af mit liv. Men jeg synes, at jazzen på et tidspunkt tog en forkert drejning, og så vendte jeg den ryggen.«

Med filmen, som han først regner med er færdig om et års tid, er han nu vendt tilbage.

»Jeg er meget bevidst om det, der en gang har haft stor betydning i mit liv. At genopdage det på nye måder,« forklarer han.

»Det har også noget med trofasthed at gøre. At vende tilbage til nogle af dem, der har betydet noget for mig.

Med bogen om sine helte returnerer Jørgen Leth til nogle af de mennesker, han beundrer grænseløst. For man må gerne dyrke mennesker.

»Der er en tendens til at skære ned på ens beundring af andre mennesker. Men hvorfor skal de skæres ned til sådan en almindelig menneskelig størrelse? Helte er gode at have, de er nødvendige.«

Han beundrer sin ven, kunstneren Per Kirkeby, som har kendt gennem 50 år. Fordi den mand ikke er til at slå ned.

»Han rejser sig fra alle slag og står stadig op. Kravler stadig op i højde med sine store lærreder,« skriver Jørgen Leth i sin nye erindringsbog.

Og videre:

»Han har bare rejst sig igen og igen. Han har trænet og trænet og trænet. Han har kæmpet sig tilbage til førlighed og klarsyn. Han har besluttet sig for at komme videre med sit arbejde og sit liv.«

De stædige og seje

Jørgen Leth læner sig lidt frem.

»Dét kan jeg lide,« siger han så.

»Når mennesker er stædige, insisterende og med en sejhed, fordi de vil livet så meget.«

Den italienske cykelrytter, Fausto Coppi, hører også til Leths helte. Han erkender, at der sikkert ikke vil være ret mange, der kan huske ham.

»Han kørte alene. Over det ene bjergpas efter det andet. Han kørte ikke fornuftigt. Han kørte bare sit eget løb. Et par niveauer over alle andre. Fausto Coppi har altid været min helt.«

En anden helt, Jørgen Leth nævner i bogens forord, men som ikke har et selvstændigt kapitel, er hans far, Kaj Leth.

»Min far var værkmester hos DSB. Han var stille, men med et nysgerrigt blik. Ikke noget med at trænge sig på, ikke noget med at støje. Der var ingen skribenter eller akademikere i familien, men min far støttede mig altid i de ting, jeg gerne ville. Også i mit ønske om at rejse. Selv begyndte han først at rejse, da charterferier blev en mulighed. Jeg var helt ung og tog den på tommelfingeren, enten i retning af Italien eller Spanien, mest Spanien.

Jeg sendte mine forældre postkort. Bortset fra en enkelt gang, da jeg var i Sevilla. Jeg tror, jeg havde noget maveonde, men ellers skrev jeg et postkort til dem hver eneste dag. Til Regensburgsgade 5, Århus C.

Jeg glemte det aldrig, og jeg skrev altid postkortene helt ud i alle hjørner,« forklarer Jørgen Leth og laver en imaginær skrivebevægelse på den hvide stofdug. Som for at understrege, hvor mange ord, der kan stå på et postkort, hvis man skriver helt ud til kanterne. Man kan virkelig få fortalt meget, siger han.

»Når jeg kom hjem, havde min far samlet alle postkortene. Og udfra de dateringer, jeg havde skrevet oppe i hjørnet, havde min far håndtegnet et kort over min rute og sat nipsenåle ved de steder, jeg havde været. På den måde kunne han følge mig.«

Husk at bruge dine øjne

Da faderen var 84 år, besøgte han sønnen i Haiti.

»Han ville se med sine egne øjne, hvad der kunne få mig til at flytte til Haiti. Det havde han hele tiden stillet spørgsmålstegn ved. Hvad skulle hans søn nu bo der for, så langt fra Danmark og med alle de dér sorte mennesker. Men da min far besøgte mig, var han fuldstændig fordomsfri og nød at være i Haiti.

Faderen døde 87 år gammel i 1998, et år efter sit andet besøg i Haiti.

Han fulgte mig og mit liv, lige til han ikke kunne længere.«

Jørgen Leth tænker oftere og oftere på, hvad hans far har betydet.

»Min far sagde jævnligt til mig: Husk nu at bruge dine øjne.

Det var ham meget magtpåliggende, at jeg forstod betydningen og vigtigheden af de ord. I dag ved jeg, at jeg har levet op til dem.«

TV: Se Jørgen leth læse op fra sin nyeste bog: