Det var stort. Kæmpestort. Men i flere måneder kunne han ikke sige noget om det.

Derfor var det en lettelse for Simon Pytlick, da hans kommende rekordskifte fra GOG til den tyske storklub Flensburg-Handewitt blev offentliggjort i starten af marts.

»Det er rart at have skiftet på plads nu. Der var mange, der havde alle mulige ideer til, hvilke klubber jeg burde skifte til og den slags. I bund og grund havde jeg lyst til at fortælle det, men det skulle holdes hemmeligt. Nu kan jeg bare tænke på at spille håndbold,« siger den danske håndboldkomet.

Under den storslåede slutrunde i januar, hvor Danmark løb med VM-guldet, blev han jævnligt konfronteret med rygterne om, at tyskerne var brændt varm på ham.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg havde snakket med dem inden VM og gik ind til slutrunden med den tanke, at jeg gerne ville spille i klubben. Det var lidt mærkeligt at gå og holde det hemmeligt også under VM, hvor der var så mange spørgsmål,« siger 22-årige Pytlick, som ser frem til og så småt forbereder sig til at komme i gang i Bundesligaen i danskerklubben.

»I min fritid får jeg ordnet de praktiske ting med flytningen og prøver at få genopfrisket mit tyske og alle de ting, der skal til, når man flytter til et andet land. Det har jeg også folk, der hjælper mig med, og Flensburg er også gode til at hjælpe. Og så er der noget dårligt skoletysk, jeg skal have genopfrisket, men det skal nok gå, når først jeg kommer derned,« siger Simon Pytlick.

Inden det kommer så vidt, skal sæsonen spilles færdig i GOG, hvor han drømmer om at sige farvel med maner efter at have spillet i den gule trøje, siden han var barn.

»Det betyder alt for mig, at jeg kan slutte godt af i GOG. Vi har en megafed Champions League-kvartfinale, og det ville være drømmen at kunne slå Barcelona ud. Og så jagter vi også DM-guldet, som er vores førsteprioritet,« siger Pytlick.