Der var én, der var to … der var fem.
Odense Håndbold har samlet lidt af en koloni med hele fem hollandske håndboldstjerner på holdkortet.
»Selvom Holland ikke er langt væk, føles det mere som derhjemme, fordi vi kan tale hollandsk sammen eller mødes til spisning. Det er dejligt, at vi kan tænke lidt på Holland på den måde,« fortæller 22-årige Dione Housheer, der kom til Odense i sommer og i øjeblikket er klubbens topscorer.
Hun bor tæt på holdkammeraterne Kelly Vollebregt og Bo van Wetering, der også kom til klubben før denne sæson.
»Det er helt klart dejligt og nemmere, fordi vi bor så tæt på hinanden. Hvis man keder sig om aftenen, kan man smutte over til de andre,« forklarer 22-årige Bo van Wetering og tilføjer:
»Man føler sig ikke alene, for der er altid nogle i nærheden, og så kan vi lave lidt mad sammen.«
Lois Abbingh og Larissa Nusser udgør de sidste to medlemmer i kvintetten, der – hvis de ikke samles hos hinanden til spisning – også kan finde på at tage ud i byen på restaurant, for at shoppe eller for at drikke en kop kaffe.
»Vi skiftes til at lave mad, men det er Lois og Kelly, der er masterchefs,« lyder det fra Bo van Wetering, inden Kelly Vollebregt understreger, at det skyldes, at de to er de voksne.
»Det er også dejligt, for det er meget kedeligt bare at lave mad til sig selv, og det bliver ofte det samme,« tilføjer Vollebregt.
En del tid går også med at se hollandsk tv eller snakke om tingenes tilstand i Holland.
Lois Abbingh er den eneste, der bor med sin kæreste i Danmark – Joost Lieder, der er bror til den nu tidligere OB-spiller Mart Lieder.
Når Kelly Vollebregts kæreste, der bor i Tyskland, er i Danmark, hænger de også ud sammen.
»Vi festede også lidt sidste gang, selvom der ikke er meget tid til det,« fortæller Lois Abbingh.
Også når det gælder sproget, er det en kæmpe fordel, at de har hinanden. Det gælder særligt for Kelly Vollebregt og Bo van Wetering, der kun har været i Danmark i et halvt år.
»Det er stadig svært for os at forstå dansk, men så er det nemt lige at spørge. Alle kan selvfølgelig engelsk, men nogle gange er det bare nemmere på hollandsk,« siger Bo van Wetering, inden Dione Housheer byder ind:
»Nu går det meget bedre med at forstå dansk for jer to. I starten var I meget sådan 'hvad sker der'.«
Netop Dione Housheer, der kom til Odense efter tre år i Nykøbing Falster, var en stor hjælp i starten, forklarer Kelly Vollebregt.
»Dione oversatte hvert eneste ord i starten,« griner Vollebregt og tilføjer:
»Vi får også undervisning, men det er stadig svært. Man tror, man kan læse dansk, men når man så hører det, lyder det fuldstændigt anderledes.«
Ifølge Dione Housheer synes de andre spillere i klubben også, at det lyder mærkeligt, når hollænderne snakker deres modersmål med hinanden.
De fem hollændere kendte hinanden, allerede inden de blev holdkammerater i Odense, men her er de kommet meget tættere på hinanden.
»Når man spiller håndbold i Holland, kender man alle andre, der spiller håndbold,« fortæller Kelly Vollebregt, der slet ikke vidste, at hun ville blive holdkammerater med Housheer og van Wetering, da hun skrev under på kontrakten.
»Og jeg vidste ikke, at nogen af de andre havde skrevet under,« siger Lois Abbingh og peger rundt på holdkammeraterne, inden Bo van Wetering bryder ind:
»Det var en hemmelighed.«
Til gengæld spurgte Larissa Nusser, der først skiftede til Odense i december, de andre til råds om klubben, da de sammen var med landsholdet til VM.
»Jeg spurgte, om det var et godt sted at være. Hvis de havde sagt nej, havde det været en nem beslutning. Det er bare dejligt at kende nogle piger her, der kender klubben,« siger Larissa Nusser.
Når nu hollænderne udgør næsten en tredjedel af truppen i Odense, ville det være naturligt, hvis de havde indført hollandske traditioner i klubben. Men det, mener de ikke, er tilfældet.
»Nej, vi har ikke så mange traditioner. Kun stroppwafels,« lyder det fra Kelly Vollebregt.
»Men de er kun til os,« griner hun.
