Danmark må undvære Jesper Nøddesbo mod Polen, forsvarskrumtappen ramt af feber og maveproblemer.

De danske VM-herrer er ramt af et beklageligt afbud til VM-kampen mod Polen lørdag aften. Stregspiller og forsvarskrumtap Jesper Nøddesbo er ramt af sygdom.

- Jesper har feber og maveproblemer. Han er med i hallen og vil prøve, men han er stærkt, stærkt tvivlsom, og jeg tror ikke, vi får ham at se i dag, fortæller assistenttræner Peter Bredsdorff-Larsen en lille time før kampstart.

Det tvinger danskerne til alternativer i forsvaret. Man starter i en flad 6-0-opstilling med Rene Toft Hansen og Kasper Nielsen, men det kan meget vel tænkes, at Hans Lindberg skubbes frem i en skæv 5-1-opstilling, hvis de stærke polske skytter får hul på Niklas Landin i det danske mål.

Danskerne har et defensivt udgangspunkt til kampen.

- Vi vil se, om det kan være rigtigt, at de polske skytter ikke er bedre skydende, end de har vist hidtil ved VM. Hvis de skyder godt, kan alle de polske bagspillere score otte eller 10 mål, men kommer de i gang, går vi frem i en skæv 5-1-opdækning med Hans Lindberg fremme, siger assistenttræneren.

Danmark åbner kampen med Landin i målet, Hans Lindberg og Lars Christiansen på fløjene, Mikkel Hansen, Mads Christiansen, Rene Toft Hansen og Kasper Nielsen som de fire midterste i forsvaret - og Bo Spellerberg som erstatning for Kasper Nielsen, når der skal angribes.

Der har været spekuleret en del i Kasper Søndergaards tilstand - og hans knæproblemer.

- Kasper er fit for fight. Vi åbner med Mads Christiansen på banen, men Kasper kan komme i spil meget hurtigt, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der afslører planen.

- Vi har vundet anden halvleg stort i mange kampe, vi satser på det samme i dag. Det er fint nok, at det er lige ved pausen, hvis vi med tempo hele vejen kan køre dem trætte og trække fra i anden halvleg. Vi skal holde Polen et par stykker under 30 mål, så ligner det en ny sikker sejr til Danmark.