Jesper Nielsens afsked efterlader AG København med store økonomiske udfordringer.

I AG København begræder de Jesper Nielsens farvel til klubben, men det er ikke kun den karismatiske personlighed, de danske mestre fredag har mistet. Sikkert er det også, at den nu afgående bestyrelsesformands penge vil blive savnet.

I klubbens pressemeddelelse fortæller Nielsen, at han trækker sig omgående og har sat familiens ejerandel i klubben til salg, men den vare bliver ikke let at sælge, forudser senioranalytiker ved IDAN, Rasmus Klarskov Storm.

- Det er da rigtigt, at Jesper Nielsen har skabt de største sponsor-indtægter i dansk håndbold overhovedet, men udgifterne har overgået indtægterne, og jeg tror ikke, at der vil stå købere på spring for at overtage projektet, siger Rasmus Klarskov Storm.

Og konsekvensen heraf er til at føle på. AG København fører en forretning, der med afstand er landets største i håndboldregi, og den slags koster penge. Uden opkøbere vil klubben derfor stå i en situation, hvor der skal sadles helt om i forhold til setuppet.

- Resultatet heraf vil være, at vi får et AG Købehavn at se, der er på et helt andet leje, siger Rasmus Klarskov Storm.

- Hvis der ikke er nogen, der vil købe sig ind, er det klart, at AG København-projektet i sidste ende kan løbe ud i sandet og falde tilbage og blive til det, som det var før. Hvis Jesper Nielsen ikke vil bistå det her økonomisk, bliver det et helt andet projekt. Det har været bygget op omkring ham, fortæller Klarskov Storm.

Jesper Nielsen giver i pressemeddelelsen udtryk for, at der findes potentielle købere i kulissen, men at der aktuelt ikke foreligger noget konkret bud.