En god måneds tid.
Så hurtigt gik det, fra det sønderjyske luksushotel Fakkelgaarden i Kollund blev sat til salg, og til en ny køber meldte sig.
I efteråret meddelte den hidtidige ejer, Fleggaard-koncernen, at man havde besluttet at lukke stedet.
Sidst i november kom Til Salg-skiltet på, og nu kan JydskeVestkysten afsløre, at en ny køber har lagt 25 millioner kroner og købt Fakkelgaarden.
Det bekræfter administrerende koncerndirektør i Fleggaard, Jens Klavsen, i en mail til avisen.
»Jeg kan med glæde bekræfte, at Fakkelgaarden er blevet solgt til overtagelse den 1. maj 2024. Hensigten er, at stedet skal drives videre som et spise- og bosted,« skriver han.
Han holder dog indtil videre kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til spørgsmål om, hvem køberen er.
Klavsen begrunder sit manglende svar desangående med forklaringen om, at køberen skal have lov til at blive afklaret om sine planer for stedet i fred og ro.
Fleggaard-koncernen har drevet stedet i 31 år, men flere års driftsunderskud, en nødvendig renovering og udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft fik koncernen til at sælge hotellet.