Det lyder næsten som en OL-disciplin, hvor medaljestriden er tættere end en millimeterafgørelse: Hvem kan præsentere det mest kaotiske setup i dansk topfodbold?
Esbjerg har kæmpet hårdt for titlen, men 300 kilometer nord for traditionskubben suser det også voldsomt om ørerne i vesterhavsklubben Jammerbugt FC i den nordjyske by Pandrup.
B.T. har talt med flere kilder i inderkredsen af den nordjyske klub, der fortæller om fortsat manglende betalinger og usikkerhed om, hvad den tyske ejer, Klaus-Dieter Müller, egentlig vil med klubben.
Manglende løn, tilgodehavender til sponsorer, lovning om guld og grønne skove og spillere fra fjerne egne, der næsten endte på gaden. Det har ikke skortet på negative historier fra klubben.
Det emmer ellers næsten af Korsbæk-idyl, når man hører, hvordan den lokale slagter er sponsor og leverer mad til klubben. Men for Mesterslagteren i Saltum, Mette Nysted Christensen, har alt ændret sig.
Tidligere var det fremme, at hun havde 32.000 kroner til gode, men der forsikrede ejeren, at de var betalt.
»Jeg har dog stadig cirka 7.000 tilbage,« siger hun og tilføjer med et dybt suk:
»Og jeg leverede sandwich i søndags. Det er da aldrig sjovt at mangle penge, men jeg er lidt der, hvor vi skal videre. Heldigvis er der nogle af de lokale, der presser ham,« siger slagtermesteren, der af flere lokale handlende ofte bliver spurgt, om hun har fået sine penge.
Hun har aldrig mødt den tyske ejer og savner lokalt aftryk i klubben.
»Det er jo et samlingspunkt,« siger hun. Men de penge, hun har til gode, kunne tyde på var brugt på at fylde et andet hul, da han i sidste måned var nødt til at udbetale spillernes penge kontant.
I denne måned forsvandt klubbens administration, da både salgschefen og driftschefen tog til rivalerne i Vendsyssel FF.
Ved den tyske ejers, der har fodboldakademier i flere afrikanske lande, indtog i Pandrup sidste sommer, var det med ord som »respekt« og »loyalitet« over for klubben og dens spillere, trænere og ledere.
Men sidste år er længe siden, og i øjeblikket kæmper lokale kræfter på at holde sammen på klubben, fortæller kilder i inderkredsen til B.T.
»Han mangler kendskab til lokalmiljøet og virker ligeglad med sponsorerne,« lyder det i beretningen, hvor »alt er på bagkant«.
Blandt andet står klubben og mangler det måske allervigtigste til en fodboldkamp – ud over spillere og deres løn – nemlig øl og vand til weekenden, ligesom kilderne bekræfter, at der fortsat er økonomiske mellemværender med flere sponsorer.
Samtidig er der kritik af tyskerens ageren over for spillerne, hvor han »ser dem som en vare og ikke som mennesker«, siger de og fortæller om situationer, hvor han »råber og skriger af spillerne«.
Lokale håber på at købe klubben tilbage af tyskeren for at »få klubben tilbage til rødderne. Han har ødelagt klubben«.
Derouten nåede endnu et klimaks, da seks af klubbens udenlandske spillere stod til at blive hjemløse, da Klaus-Dieter Müller havde gæld til Jetsmark Idrætscenter. Det blev dog afværget. Men først efter spillerne nedlagde arbejdet.
Ikke kun de lokale sponsorer er utilfredse – spillerflugten har været uden historisk sidestykke i dansk fodbold, hvor hele den lokale kerne er væk. I flere kampe har Emil Nielsen været eneste danske islæt, mens spillende assistenttræner Sead Gavranovic har haft plads på bænken. Faktisk har der været opgør helt uden danskere.
Det fik selv borgmesteren til at blande sig. Mogens Christen Gade (V) gik direkte ud – modsat hvad nogen tidligere har gjort i hans embede – og krævede ændringer i startopstillingen. 'Flere lokale', ellers vil kommunen ikke støtte klubben, sagde han til B.T.
Den tidligere Superliga-spiller i AaB, men også mangeårig Jammerbugt-profil, Nikolaj Lyngø, er en af den syndflod af danskere, der har forladt skuden. Han spiller i dag i Gug i Jyllandsserien med blandt andre klubkoryfæet Mads Larsen.
»Vi kunne jo godt mærke, noget var under oprør, når der lige pludselig sidder tre nye i omklædningsrummet hele tiden,« fortæller Lyngø om tyskerens indtog, og hvordan trænerlegenden Bo Zinck langsomt blev kørt ud på et sidespor.
»Så snart der begyndte at komme flere end de fire-fem afrikanske spillere, som der ellers var lovet, kunne vi godt se skriften på væggen,« siger Nikolaj Lyngø, der fik revet sin kontrakt i stykker.
»Jeg har ikke noget i klemme – heller ikke i forhold til Klaus. Men det handlede jo også om, hvor længe jeg ville have mit eget navn på det, der foregik. Vi var jo ikke et sekund i tvivl om, at noget var galt.«
»Der var ikke nogen kultur, og med alle de timer, vi lægger i det, var det ikke det værd. Det var derfor, jeg stoppede,« slutter Lyngø om beslutningen, som et tocifret antal spillere tog.
