Den ukrainske fodboldstjerne Oleksandr Zinchenko er ulykkelig og i vildrede.

For efter Ruslands invasion af Ukraine natten til torsdag er Manchester City-spilleren nemlig rasende på særligt én person.

Den russiske præsident, Vladimir Putin.

Og det kunne hans mange følgere på Instagram bevidne torsdag morgen, hvor den 25-årige ukrainer tordnede mod præsidenten.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Helt konkret skrev Zinchenko ifølge The Times et dødsønske på Vladimir Putin på det sociale medie.

'Jeg håber, du dør på den mest smertefulde måde, dit bæst,' skrev backspilleren i et opslag, hvor han samtidig delte et billede af Putin.

Et opslag, som dog efter kort tid blev fjernet af Instagram selv, påstår Zinchenko.

Rusland invaderede natten til torsdag Ukraine efter flere ugers konflikt, da Vladimir Putin tillod 'en særlig militæroperation' i den østlige del af landet.

Ukraine har efterfølgende meddelt, at der er tale om en invasion i 'fuld skala' fra russisk side.

Det ukrainske udenrigsministerium melder om flere hundrede døde efter krigshandlinger flere steder i landet.

Adskillige lande verden over fordømmer den russiske handling – herunder Danmark og USA.

Du kan få alle informationer og seneste nyt om den russiske invasion i B.T.s liveblog lige HER.