Manchester United er nu i finalen i den amerikanske træningsturnering Champions Cup.

Foran et rekordstort publikum sikrede Louis van Gaal sig natten til søndag sin fjerde Manchester United-sejr i træningsturneringen Champions Cup, der spilles i USA. 109.318 personer så den engelske klub slå de spanske Champions League-vindere fra Real Madrid med 3-1.

Dermed skal Manchester United møde Liverpool i træningsturneringens finale mandag. Kampen mellem de to giganter blev spillet i Ann Arbor på stadionet ved University of Michigan, hvor altså knap 110.000 mennesker sad klar på lægterne. Den hidtidige tilskuerrekord i USA blev sat ved OL 1984, hvor Frankrig slog Brasilien i OL-finalen på Rose Bowl i Californien. Dengang havde 101.799 mennesker indløst billet.

Manchester United og Louis van Gaal mødte natten til søndag et Real Madrid-hold uden de helt store stjerner. Således sad Cristiano Ronaldo og de to nyindkøb James Rodriguez og Toni Kroos på bænken fra kampstart.

Ashley Young scorede to gange for englænderne i opgøret. Første gang efter 21 minutters spil og næste gang efter 37 minutters spil, hvor kantspillerens indlæg sejlede henover Iker Casillas. Inden da havde Real Madrid dog udlignet til 1-1, da Gareth Bale selv omsatte det straffespark, som Michael Keane begik på waliseren.

Til det enorme publikums store begejstring kom Cristiano Ronaldo på banen med 17 minutter tilbage af opgøret. Portugiseren kunne dog ikke gøre meget ved, at Javier Hernandez gjorde det til 3-1 kort efter.

Startopstillinger:

Manchester United: De Gea, M Keane, Jones, Evans (Blackett 46), Valencia (Lingard 62), Herrera (Cleverley 46), Fletcher, Young (Shaw 46); Mata (Kagawa 62), Rooney (Hernandez 62), Welbeck (Zaha 41).

Real Madrid: Casillas; Ramos, Pepe, Nacho, Arbeloa (Ronaldo 74), Illarmendi, Alonso (De Tomas 56), Carvajal, Modric, Bale, Isco.