Morten Olsen frarådede Jakob Poulsen at skifte til AS Monaco, men midtbanespilleren gjorde det alligevel. Jakob Poulsens skifte fra FC Midtjylland til AS Monaco falder ikke i god jord hos Morten Olsen.

Årsagen er, at AS Monaco blot spiller i den næstbedste franske række.

- Morten Olsen sagde faktisk, at han helst ser, at jeg spiller i den bedste række, men jeg tror på, at det her nok skal blive super godt, siger Jakob Poulsen til TV2/Sportens hjemmeside.

Midtbanespilleren føler ikke, at han gambler med landsholdskarrieren ved at vælge klubben i fyrstendømmet, der rykkede ud af den bedste franske række i 2011, og som blot blev nummer otte i sidste sæson i Ligue 2.

- Der er forhåbentlig kun det ene år i den næstbedste række, så jeg er sikker på, at det er det helt rigtige, siger 29-årige Jakob Poulsen, der har spillet 24 landskampe.

Han var under EM på banen i Danmarks kampe mod Portugal og Tyskland, hvor han generelt gjorde det fornuftigt, selvom han missede en stor chance mod Tyskland ved stillingen 1-1.

Jakob Poulsen har tidligere spillet for Esbjerg fB, Heerenveen og AGF.