FC Helsingør har det svært i Superligaen, men der er dog en modstander, som klubben frygter mere end konkurrenterne. Det danske vejr.

Superligaens bundprop måtte i sidste weekend flytte klubbens kamp hjemme mod AC Horsens til Right to Dream Park i Farum. Og kampen i næste weekend mod Sønderjyske må også afvikles på kunstgræsset i Farum, da frosten har bidt sig fast. Dermed er banen på Helsingør Stadion farlig at spille på for spillerne. Der er ikke varme i banen, men det skulle der gerne være til næste sæson.

Kampen mod Sønderjyske skulle meget gerne blive sidste flytning for FC Helsingør. For nu har den ganske enkelt ikke råd til at miste flere hjemmekampe.

»Nej, vi har ikke råd til flere hjemmebaneflytninger, og vi har sådan set heller ikke råd til de to, vi allerede har haft. Vi skal nok betale vores regninger, men det presser vores økonomi rigtig meget, og det er selvfølgelig ærgerligt, at det bliver så dyr en sæson at spille i Superligaen, når det egentlig bare skulle være en stor glæde,« siger FC Helsingørs direktør, Janus Kyhl, til DRs hjemmeside.

Han peger på, at der slet ikke kommer nær så mange mennesker i Farum, som der kommer i Helsingør. Til kampen mod AC Horsens havde kun 568 sjæle fundet frem. Det betyder nedgang i entreindtægter og salg, men først og fremmest er det stadionleje, der tynger det nordøstsjællandske budget.

Janus Kyhl vil ikke fortælle, hvor mange penge det koster for klubben at leje sig ind. Ifølge Helsingør Dagblad drejer det sig om 200.000 kroner pr. kamp.

FC Helsingør rykkede op efter play-off kampe mod Viborg i sidste sæson. Efter en fornuftig start på denne sæson er klubben imidlertid nu sidst i Superligaen med 16 point for 22 kampe.

ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE ET INDSLAG OM FC HELSINGØRs TRÆNER, CHRISTIAN LØNSTRUP