Juventus' nyindkøb Alvaro Morata har kostet de forsvarede italienske mestre i omegnen af 150 millioner kroner. Nu er han skadet på ubestemt tid.

Alvaro Morata nåede knap nok at se det første pizzeria i Torino, før han blev skadet. Under sin første træning i klubben stødte den tidligere Real Madrid-angriber således ind i reservemålmand Rubinho og pådrog sig i den forbindelse et forstuvet knæ.

Juventus ved endnu ikke, hvor længe skaden holder angrebs-profilen ude, da de først foretager de nærmere undersøgelser af det skadede venstre knæ i de kommende dage.

Alvaro Morata blev købt fri fra Real Madrid. Den spanske kongeklub har mulighed for at købe den unge angriber tilbage til Spanien - dog tidligst fra 2015-2016-sæsonen.

Juventus kommer nu til at mangle en angriber i forberedelserne til den kommende Serie A-sæson, der begynder den 23. august.

Torino-klubben er dog i forvejen stærkt besat på angrebspladserne. Duoen Fernando Llorente og Carlos Tevez blev i sidste sæson noteret for 35 Serie A-mål sammenlagt.