Kim Milton Nielsen havde alt for mange konflikter i FC Roskilde, som i sidste ende kostede ham jobbet
Den tidligere topdommer Kim Milton Nielsen er fortid som direktør i FC Roskilde.Efter tre år på posten er han nu fyret, afslørede lokalavisen Roskilde Avis mandag. Men først efter et bestyrelsesmøde tirsdag aften vil afskedigelsen blive officiel.
Derudover er Kim Milton Nielsen sygemeldt på ubestemt tid, og parterne er tæt på at have en aftrædelsesordning på plads.
Ingen har endnu officielt kommenteret fyringen, der rent faktisk kommer efter en positiv start i 2. division Øst med to sejre i træk, og derfor har mystikken om årsagen været altoverskyggende.
bt.dk har talt med seks kilder i og omkring FC Roskilde, der samstemmende peger på de største problemer omkring Kim Milton og dermed også årsagen til fyringen. Ingen af dem ønsker dog at stå frem til citat, da det kan skade deres nuværende ansættelser.
Hovedpunktet omkring Kim Miltons fyring ligger primært i hans mange konflikter og intriger i klubben. Kim Milton har flere gange tvunget bestyrelsen i FC Roskilde til at vælge mellem ham og en anden nøglemedarbejder.
I slutningen af 2011 var Milton den direkte årsag til, at daværende sportschef Jesper Sommer forlod klubben efter seks år på posten. På det tidspunkt havde Sommer ført Roskilde til en etableret tilværelse i 1. division.
Kilder fortæller også, at der var flere konflikter mellem Carsten Broe og Kim Milton Nielsen, før Carsten Broe i maj 2012 blev fyret efter dårlige sportslige resultater. Det var dog i høj grad bestyrelsen, der gennemførte fyringen, men ikke desto mindre gav Carsten Broe efterfølgende udtryk for stor utilfredshed med Milton.
Årsagen til, at fyringen af Kim Milton kommer netop nu, ligger også i stigende utilfredshed fra spillertruppen, som er blevet meldt videre til bestyrelsen.
Således skriver sportsredaktør Anders Kamper fra lokalavisen Dagbladet Roskilde i en kommentar tirsdag, at spillertruppen og den sportslige ledelse klarede sig helt fint uden Kim Milton Nielsen.
- I spillertruppen og trænerstaben har man for længst opgivet ham. Her blev han ofte oplevet mere som en stopklods end en hjælp, skriver Anders Kamper.
Lokalavisen skriver desuden, at Kim Milton til stor irritation for bestyrelsen påtog sig alt for mange arbejdsopgaver og blev flere gange set hjælpe med at slæbe ølankre under kampene.
Efter Jesper Sommer i 2011 smuttede som sportschef og skiftede til Næstved Boldklub, smuldrede det sportslige også, og Roskilde FC rykkede i sommeren 2012 ned i 2. division. Økonomisk har Kim Milton Nielsen også haft store vanskeligheder med økonomien, og i december 2012 meldte man et underskud på 600.000 kr. ud for seneste regnskabsår.
Kilder fortæller også, at mange frivillige har forladt klubben, fordi de ikke følte, at Kim Milton behandlede dem særlig godt, og hans ledelsesstil bliver betegnet som meget bombastisk.
De mange sager ser derfor ud til at have hobet sig op på Kim Miltons bord, og det tvang så bestyrelsen til at afskedige ham, hvorefter han selv har sygemeldt sig.
I spillertruppen har man dog ikke fået en officiel forklaring fra klubben, og FC Roskildes største profil, angriberen Rajko Lekic, genkender ikke kritikken af Kim Milton.
- Jeg har haft et rigtig godt indtryk af Kim som en god direktør, og én man altid kunne ringe til og spørge til råds. Vi har intet fået at vide i spillertruppen, så vi er også på bar bund omkring, hvad der er sket. Jeg kunne godt se, at Kim måske havde alt for mange opgaver på sine skuldre, men jeg oplevede fra omklædningsrummet ingen problemer med ham, siger Rajko Lekic til bt.dk.
bt.dk har tirsdag eftermiddag været i kontakt med Kim Milton, der dog af juridiske årsager ikke kan udtale sig i sagen.