Landstræner Morten Olsen afslører over for sporten.dk, hvem han stemte på i konkurrencen om årets bedste spiller i verden.

De stemmeberettigede i konkurrencen om verdens bedste spiller er alverdens landstrænere og landsholdsanførere - således også Morten Olsen.

Hver af de stemmeberettigede afgiver tre point til den spiller, han synes er den bedste, og derefter to og et point til nummer to og tre.

- Jeg brugte selv mine stemmer til Messi, Xavi og Iniesta, afslører Morten Olsen, der således voterede helt i Champions League-vinderne FC Barcelonas favør.

- Det var meget fortjent, at det blev Messi. Han er en af de helt store spillere i moderne fodbold, og han var i høj grad medvirkende faktor til, at FC Barcelona kunne vinde Champions League i år. Sammen med Xavi og Iniesta er han med til at løfte deres spil det spektakulære, understreger Olsen.

- Hvis man har bare en lille snert fodboldromantik tilbage, er det jo skønt at se, hvordan små teknikere som både Messi, Xavi og Iniesta kan være med til at sætte deres aftryk på afstemningen i år. Også i dansk fodbold forsøger vi at fremelske den slags typer, som der skal være plads til, siger den danske landstræner.