Christian Gytkjær blev kampens eneste målscorer, da hans klub FK Haugesund vandt 1-0 på udebane mod Stabæk. Gytkjær er nu den spiller i klubbens historie med flest mål i samme sæson, og hans 14 fuldtræffere gør ham til Tippeligaens næstmest scorende i 2014-sæsonen.

Gytkjær tog rekorden som den mest scorende Haugesund-spiller i en sæson fra Nikola Djurdjic, der i 2011 nettede 13 gange.

Der var ikke meget andet end æren på spil, da Stabæk igår tog imod FK Haugesund med danske Christian Gytkjær i startopstillingen. Det var sæsonens næstsidste kamp, og de to hold lå på henholdsvis 10. og 11. pladsen med tilstrækkelig luft til nedrykningsstregen.

Efter 60 minutters spil fik FK Haugesund tilkæmpet sig et straffespark som Gytkjær køligt tog sig af. Scoringen var danskerens 14. sæsonmål i 25 kampe, og det er nok til at placere ham på 2. pladsen over ligaens mest scorende. Der er dog fortsat et stykke op til Vålerengas topscorer Vidar Kjartansson, som med 25 mål topper listen.

Danskerklubben Rosenborg BK, der har både Mike Jensen og Tobias Mikkelsen på lønningslisten, ligger øjeblikkeligt på 3. pladsen, men kan i sæsonens sidste runde kravle op på 2. pladsen. Mike Jensen har scoret 7 mål i den indeværende sæson, mens den tidligere FC Nordsjælland- og Brøndbyspiller Tobias Mikkelsen har fundet netmaskerne 3 gange.