Det er så håbløst elendigt, at Spillerforeningen og DBU ikke har kunnet enes om en aftale for det danske kvindelandshold, at det må få konsekvenser for dem, der har stået i spidsen for forhandlingerne. Mads Øland og DBUs top kan ikke længere føre disse forhandlinger selv. Hvis spillerne ønsker gode og holdbare løsninger nu og i fremtiden, bør de finde en anden forhandlingsleder end Mads Øland. I respekt for forhandlingsmiljøet bør også DBUs bestyrelse finde andre forhandlingsledere.

For som om aflysningen af landskampen mod Sverige på fredag ikke var slem nok, er den også både det seneste eksempel på et ødelæggende klima mellem dansk fodbolds vigtigste personer og et varsel om, at fremtidige forhandlinger vil byde på mere af det samme.

LÆS OGSÅ: DBU reagerer på historisk aflysning: »Det er helt grotesk, at de ikke vil møde op!«

DBU har valgt ikke længere at lade sig presse af Spillerforeningens sædvanligt aggressive forhandlingstaktik ved at svare med hidtil uhørt konsekvens: Første gang fjernede DBU den truende bagkant ved at aflyse træningskampen mod Holland, anden gang blev det en kvalifikationskamp mod Sverige, der blev ramt.

Det er total uholdbart, at forhandlingerne ikke føres i et kompromissøgende miljø, men at parterne står så stejlt over for hinanden, at truslerne rent faktisk får konsekvenser, som ingen af parterne kan være tjent med.

Mads Øland har som direktør for Spillerforeningen i årevis haft held med at søge konfrontationer og bruge vigtige fodboldkampe som pression for forhandlingerne med både klubberne under Divisionsforeningen (først i 2004 og senest i 2014, inden vigtige europæiske kampe) og med DBU (først i 2015 og senest nu) i forbindelse med landskampe for både herrer og damer. I 2015 reddede parterne landskampene mod Frankrig og USA og indgik en landsholdsaftale, der var så elendig, at DBUs direktør Claus Bretton-Meyer siden erkendte, at han ikke ville have skrevet under, hvis han havde kendt de konsekvenser af aftalen, han kender i dag. Blandt andet har den ført til en voldgiftssag og forlig om yderlige to økonomiske spørgsmål.

Derfor siger DBU nu fra over for Spillerforeningen. Skræmt af sin egen tidligere uduelighed og indgåelse af en elendig, uklar aftale – og af en skruppelløs direktør for Spillerforeningen, der nu oplever konsekvenserne af sit stejle ståsted. Han har flere gange stillet sig helt ud på kanten. Nu gik den ikke længere.

LÆS OGSÅ: Krisen er total! DBU aflyser kvindernes kamp mod Sverige

Jeg er stor fan af det danske kvindelandshold. Jeg fulgte EM i sommer tæt. Jeg er vild med spillernes attitude, og jeg støtter arbejdet for at fremme kvindefodbolden. Jeg er også fan af det danske herrelandshold, der står næst i køen, når det til næste år skal genforhandle sin aftale. Ingen af de to landshold vinder i længden noget som helst på at forhandle på denne måde.

Hvis DBU og spillerne mener det her seriøst, må de få nogle andre til at hjælpe sig. Sidst spillerne fandt en anden repræsentant var i 2014, da Jeppe Curth overtog forhandlingerne fra en direktør, der havde mistet opbakning og overblik, om en ny overenskomst og kom i mål med en god aftale, som alle stadig er enige om.