Nicklas Bendtner har scoret syv mål i de seneste ni kampe for den norske topklub Rosenborg, nu fortæller han selv om sit liv i Norge.

BT kunne i går fortælle, at Bendtner er blevet meget glad i Norge, som hans agent siger i gårsdagens artikel.

»Han er rigtig, rigtig glad. Jeg tror ikke, jeg har oplevet ham gladere på noget tidspunkt,« siger Bendtners agent, Ivan Marko Benes.

Nu fortæller Bendtner selv hvorfor til det norske mediet VG. Han fortæller, at det er enormt hyggeligt, og flere fra Rosenborg er begyndt at fiske sammen. Men han slår også fast, at hans 'nye' hobby, faktisk ikke er ny.

»Jeg tror, at folk har et meget fejlagtigt syn på mig generelt. De tror, at det hele handler om byture og natteliv. Men når jeg har været hjemme (i Danmark red.), har jeg altid taget ud i mit sommerhus. Jeg har altid elsket naturen, så for mig er der ikke noget nyt i det. Nu er der bare mere naturliv end så meget andet. Jeg nyder kontrasten. Det er dejligt,« siger Bendtner til VG.

Han fortæller også, at det går ham godt personligt. Hans kæreste er flyttet ind, og de har skabt sig et hyggeligt liv. Udover, at det går ham godt personligt, så klarer han sig også meget bedre professionelt. Han har nu fået sit landsholdscomeback, da han spillede mod Polen og Armenien, eftersom Yussuf Poulsen var skadet.

»Det var enormt stort. Det er to år siden, sidst jeg var med eller 22 måneder for at være præcis. Og i alle de 22 måneder var jeg langt væk fra holdet,« fortæller Nicklas Bendtner.

Som BT kunne skrive i går, skal man blot kaste et blik på hans Instagram, hvis man vil se den forandring Bendtner har gået igennem.