Der har været stilhed om det mulige samarbejde mellem Aston Villa og Lyngby, siden BT den 12. februar kunne afsløre, at den engelske traditionsklub var i Danmark for at se nærmere på forholdene. (Se billederne af, at klubbens ledelse ankommer her)

Forbindelsen er imidlertid stadig intakt, og trods den sibiriske vinter er interessen er ikke blevet mindre varm, som tiden er gået. Det fortæller Aston Villas direktør, Keith Wyness, til BT:

»Vi er stadig meget interesserede i Lyngby, og der bliver stadig arbejdet i kulissen. Lige nu afventer vi at kunne mødes med nogle nøglepersoner, og det er ikke, fordi vi eller de ikke har villet mødes endnu, men fordi vi ikke har kunnet få det koordineret rent praktisk,« siger Keith Wyness til BT.

Hvilke nøglepersoner er det, I venter på at skulle mødes med?

»Det kan jeg desværre ikke kommentere. Det er strengt fortrolige forhandlinger, der foregår, og jeg beklager, hvis det kommer til at lyde mystisk. Det er det ikke. Vi ønsker bare at holde tingene uden for offentligheden lige nu.«

Ifølge BT's oplysninger er det personer fra bla. Lyngby-Taarbæk kommune og Aston Villas forhandlere, der har haft svært ved at få kalendrene koordineret på grund af rejser. Hvornår den manøvre lykkes, har BT ikke fået indikationer af.

Efter det første møde i Danmark fortalte Mads Byder fra 'Friends of Lyngby', der reddede klubben fra konkurs ved at udbetale lønninger i begyndelsen af februar, i dette interview at mødet var gået godt - men at de også var klar til at tage imod flere private investorer i deres egen investorkreds.

»Vi havde et godt møde med ledelsen fra Aston Villa. Vi har vist dem vores Lyngby-DNA både på banen og på powerpoint. De virkede interesserede i vores klub, og de drog hjem med et positivt indtryk efter deres møde med kommunen også,« sagde han til BT:

»Der er etableret en dialog, og det gør, at aktien er blevet solid, og det giver blod på tanden for 'Friends of Lyngby'. Vi har også besluttet, at kredsen af 'Friends of Lyngby' kan være større, og vi imødekommer ønsket om at lade flere medejere komme til. Med hensyn til kapitalgrundlaget er vi meget tilfredse med det foreløbige resultat, som har vist en ægte og positiv interesse i projektet.«