Lyt til artiklen

»Du er smuk. Wow! Meget avanceret hår.«

Robin Cox kører fingrene hen over Charitys ansigt. Over kinderne, øjenbrynene og de små stramme fletninger.

Han har kendt hende i to år, men aldrig set hende. 37-årige Robin Cox er nemlig blind. Og det her er første gang, han får lov at røre sin kæreste.

»Første gang jeg mødte hende, tog jeg hende lige på låret en enkelt gang, men hendes daværende kæreste sad ved siden af, så det er jo begrænset, hvad man lige kan tillade sig,« smiler han.

»Men ellers havde jeg intet begreb om, hvordan hun så ud. Jeg havde jo kun hendes stemme.«

Robin Cox og Charity kan i øjeblikket ses i Kanal 5-programmet 'Grænseløst forelsket', der følger syv par, som alle har mødt hinanden på tværs af landegrænser.

Selv var Robin Cox fra Hørsholm på ferie i Thailand, da han første gang stiftede bekendtskab med Charity fra Uganda. Som vært på en lokalradio har han altid antennerne ude efter den gode historie, så han spurgte, om hun havde lyst til at give et interview om, hvad en kvinde fra Uganda dog lavede her i Pattaya.

Da han kom hjem, fortsatte den professionelle snak over telefonen. Men da hun fortalte, at hendes kæreste for nylig var gået fra hende, udviklede den sig mere og mere venskabeligt. Indtil de til sidst kunne kalde sig kærester.

Charity venter i dag parrets første barn.
Charity venter i dag parrets første barn. Foto: Warner Bros. Discovery
Vis mere

»Mange i Uganda er ikke så gode til at tale med deres venner, så hun var glad for, at jeg ringede til hende næsten daglig og var der for hende. Og jeg syntes, hun var spændende lige fra starten. Hun sagde nogle interessante ting. Også nogle ret direkte og vilde ting. Sjovt nok var det faktisk også seksuelle ting.«

Robin Cox og Charity er nemlig meget forskellige på ét punkt. Mens hun er både bramfri, frigjort og seksuelt erfaren, havde Robin Cox ikke den store erfaring med det modsatte køn, da de mødte hinanden.

Han har mødt damer i Thailand, men kun få gange. Og det er ni år siden, fortæller han i Kanal 5-programmet.

»Det er simpelthen, fordi jeg bare ikke havde mødt den rigtige. Jeg har aldrig gået og søgt efter at finde en kæreste. Det måtte komme, når det kom,« uddyber han til B.T.

Og det kom, da han for et års tid siden rejste til Uganda for at møde den kæreste, han havde lært at kende gennem telefonen, men kun 'set' via en flygtig hånd på et lår.

»Men en af mine venner så et billede af hende og sagde: 'Hold kæft, hun har nogle flotte bryster',« siger han og slår en stor latter op.

I sit forhold med Charity er han nemlig også selv blevet mere bramfri.

Robin Cox og Charity havde kendt hinanden i to år, før de mødtes i Uganda.
Robin Cox og Charity havde kendt hinanden i to år, før de mødtes i Uganda. Foto: Warner Bros. Discovery
Vis mere

»Vi er begge interesserede i musik, fest og farver. Vi går også på gogo-bar her i Pattaya,« siger Robin Cox, der har haft en personlig udvikling, siden han i Kanal 5-programmet fik sit første rigtige kys af Charity, som han beskrev således:

»Jeg kunne mærke hendes tunge og mund. Og det var godt nok en speciel fornemmelse. Det var ikke slimet, men jeg tænkte på sådan en vandmand. Sådan var teksturen. Det var en meget speciel fornemmelse.«

Og den seksuelle erfaring – den har han også fået. Hvilket har resulteret i, at parret bliver forældre til november.

Foreløbig ved de dog ikke, hvor barnet skal vokse op.

Efter 90 dage i Danmark måtte Charity nemlig ikke længere være i landet, så nu sidder de i Thailand, hvor de håber at få visum.

»Jeg kan heldigvis arbejde online, men Charity arbejder ikke, så det er mig, der kører det hele. Sådan har det været fra starten, for hun har ikke haft en krone. Det er også derfor, vi ikke bor i Danmark, hvor bare det at give hende noget vintertøj er dyrt nok,« siger den 37-årige radiovært.

»Men vi skal heller ikke bo i Uganda. Jeg var der i tre måneder, og jeg synes, det var for kedeligt. Thailand er mere os.«