Københavns Lufthavn har fyret driftsdirektør Kristian Durhuus.

Ifølge lufthavnen er fyringen sket som et led i en organisatorisk tilpasning.

Tilbage i november og december 2019 afdækkede Politiken dog, hvordan Københavns Lufthavn igennem mere end et år havde alvorlige sikkerhedsproblemer, hvor banelysarmaturer i flere tilfælde rev sig løs og flød rundt på start- og landingsbanerne.

Et fortroligt udkast til en hændelsesrapport, som avisen var kommet i besiddelse af, viste, at lufthavnen lod flydriften fortsætte på trods af, at lufthavnens egne sikkerhedseksperter havde vurderet risikoen til at være i kategori A.

En organisatorisk tilpasning i Københavns Lufthavns ledelse har betydet, at Kristian Durhuus ikke længere er driftsdirektør, oplyser lufthavnen i en mail til Politiken.
En organisatorisk tilpasning i Københavns Lufthavns ledelse har betydet, at Kristian Durhuus ikke længere er driftsdirektør, oplyser lufthavnen i en mail til Politiken. Foto: Ernst Tobisch / Københavns Lufthavne A/S
Vis mere

Vurderingen fra lufthavnens sikkerhedseksperter lød på, at flydriften i sådanne tilfælde burde indstilles.

Efterfølgende vurderede flere andre eksperter, at der var sket et alvorligt ledelsessvigt fra Københavns Lufthavns side.

Og det er altså efter den sag, at driftsdirektør Kristian Durhuus, som indtil fyringen havde ansvaret for sikkerheden på start- og landingsbanerne i lufthavnen, er blevet fyret.

Københavns Lufthavn har ikke ønsket at give et interview til B.T., men fortæller i en mail til Politiken, at fyringen ikke skyldes sagen om de løse banelysarmaturer.

Den nu tidligere distrikschef hos Københavns Lufthavn, Kristian Durhuus.
Den nu tidligere distrikschef hos Københavns Lufthavn, Kristian Durhuus. Foto: Nicolai Perjesi / Københavns Lufthavne A/S
Vis mere

I stedet understreges det i mailen, at afskedigelsen skyldes en organisatorisk tilpasning i lufthavnens ledelse, hvilket er 'den eneste årsag til, at Kristian Durhuus er stoppet.'

Politiken har ligeledes spurgt lufthavnen, om sikkerhedsproblemerne med banelysarmaturerne har haft personalemæssige konsekvenser af nogen art.

Københavns Lufthavn har dog ikke ønsket at kommentere sagen, før Trafikstyrelsen og Transportministeriet har færdigbehandlet den hændelsesrapport, som lufthavnen indsendte tilbage i januar, skriver Politiken.

Efter fyringen af Kristian Durhuus er det nu trafikchef i Københavns Lufthavn, Dan Meincke, der har overtaget rollen som flyvepladschef og har fået ansvaret for sikkerheden på start- og landingsbanerne i lufthavnen.