Endnu en gang har fødevareproducenten Tenax måttet tilbagekalde nogle fiskefrikadeller på grund af risiko for listeria.

To gange tidligere i denne måned har Tenax måttet bede forbrugerne kassere fiskeprodukter, der stammer fra partier, hvor der blev fundet listeria.

Og nu er den så gal igen. Det drejer sig om fiskefrikadeller, der bliver solgt under varemærket Bådsmand med en holdbarhedsdato, der hedder 28. oktober i år.

Fiskefrikadellerne er solgt i Netto-butikker over hele landet.

Rådet fra Tenax lyder, at man enten returnerer varen til den butik, hvor man har købt den, eller smider den ud.

Listeria er en sygdom, der især kan være alvorlig for gravide, ældre og personer med nedsat immunforsvar.

Symptomerne er feber, muskelømhed, hovedpine og i sjældne tilfælde mave-tarmproblemer.

Tenax forklarer i tilbagekaldelsen, at man efter den seneste tilbagekaldelse 16. september har haft lukket ned for produktionen og rengjort udstyret.

Derudover har man taget over 45 prøver for listeria, der alle var negative.

Den prøve, der er konstateret positiv, stammer fra et parti, der endnu ikke var nået ud i handlen.

Af sikkerhedsgrunde har Tenax dog valgt at tilbagekalde det foregående parti, hvor der ellers ikke er konstateret listeria.

Statens Seruminstitut (SSI) fortalte for en uge siden, at fem personer siden midten af august har været smittet med listeria, og at fiskefrikadeller blev vurderet til at være årsagen til smitten.

De syge var i alderen fra 70 til 95 år, og de måtte alle indlægges.

SSI fortalte i den sammenhæng også, at risikoen for at blive smittet med listeria var meget lille.

/ritzau/