Trine Andersen har én gang scoret kassen på at sælge sit livsværk Ferm Living . Nu gør hun det igen.
Det sker, fordi den danske kapitalfond Maj Invest Equity nu overtager designvirksomheden.
Ifølge Børsens oplysninger er det en handel til omkring 500 millioner kroner, og da Trine Andersen stadig har 30 procent af aktierne i Ferm Living får en hun en klækkelig bid af salgssummen.
Allerede i 2016 sikrede hun sig »et trecifret millionbeløb«, da den belgiske kapitalfond Vendis Vendis købte designvirksomheden, og det var i den forbindelse, at hun beholdt lige under en tredjedel af aktierne.
Hun grundlagde selv Ferm Living i 2006 og er stadig kreativ direktør.
»Ferm Living er vokset sig til et stærkt og internationalt designbrand med et stort community af følgere. Vi er enormt glade og stolte over at kunne fortsætte med at udvikle den virksomhed, som vi sammen med vores fantastiske kollegaer har skabt,« siger Trine Andersen i en pressemeddelelse:
»Partnerskabet med Maj Invest Equity vil hjælpe os med at fortsætte denne rejse, hvor vi gør det, som vi er bedst til: »At inspirere vores kunder og skabe kollektioner af møbler, accessories og belysning til alle rum i hjemmet – på en større og mere international scene.«
Ifølge Børsen vil Trine Andersen også i fremtiden være en del af Ferm Living, der har forhandlere i 60 lande over hele verden. Hun har geninvesteret i virksomheden og vil fremover eje 25 procent af den virksomhed, der ifølge pressemeddelelsen er »stærkere end nogensinde før og gennem de sidste år har oplevet betydelig vækst«.