Den børsnoterede virksomhed Brødrene Hartmann er søndag blevet ramt af et alvorligt chok.

Selskabets administrerende direktør, Ulrik Kolding Hartvig, er afgået ved døden ved en cykelulykke. Han blev 48 år.

Selskabet fortæller om dødsfaldet i en pressemeddelelse, men har ingen yderligere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med direktørens død.

»Vi er dybt berørte over Ulriks pludselige og alt for tidlige død. Ulrik var højt respekteret og særdeles vellidt, og vores tanker går til hans hustru, døtre og familie i denne svære tid,« siger bestyrelsesformand Agnete Raaschou-Nielsen.

Finansdirektør Marianne Rørslev Bock er i stedet blevet konstitueret som administrerende direktør. Hun vil således stå for den daglige ledelse indtil videre.

Selskabet aflægger som hidtil planlagt årsregnskab 28. februar.

Brødrene Hartmann, der blandt andet producerer æggebakker, er børsnoteret. Men Thornico Holding, der ejes af Stadil-familien, sidder på knap 69 procent af aktierne.

/ritzau/