Hvis ikke du er fodboldfan, så kender du dem nok ikke, men de er store stjerner i udlandet.

Flere af spillerne på det danske kvindelandshold render nemlig rundt på gigantiske fodboldadresser i hele Europa.

Arsenal, Juventus, Real Madrid, Manchester United og Chelsea er blot nogle af de klubnavne, der popper op, når man kigger på den danske EM-trup.

Og derfor er der da også flere af landsholdsspillerne, der lige må knibe sig en ekstra gang i armen, når de render rundt i deres respektive klubber.

24-årige Signe Bruun har netop spillet et halvt år i Manchester United.
24-årige Signe Bruun har netop spillet et halvt år i Manchester United. Foto: Johnny Pedersen
Vis mere

»Man kan godt mærke, det er en kæmpe klub. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende i forhold til fans og deres dedikation til klubben. Det er vildt, og de er generelt langt foran med hensyn til kvindefodbold end hjemme i Danmark,« siger angriberen Signe Bruun, der netop har været udlejet i et halvt år til mægtige Manchester United.

Her har hun haft sin daglige gang på samme anlæg som superstjernerne Cristiano Ronaldo, Paul Pogba og Bruno Fernandes.

»Vi træner på samme anlæg som dem. Vi spiser dog ikke frokost med dem, men de er omkring os og bruger de samme faciliteter. Der står så mange fans og venter på dem til hver træning,« lyder det videre.

Samme forhold og oplevelse kan Real Madrid-spilleren Sofie Svava skrive under på. Hun har nemlig været en del af den spanske storklub siden vinter.

21-årige Sofie Svava spiller til daglig i Real Madrid.
21-årige Sofie Svava spiller til daglig i Real Madrid. Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

»Hele setuppet og brandet er jo enormt, og det er vildt at være en del af. Man kan godt mærke, at folk begynder at gå mere op i kvindeholdet. Der er meget hype omkring os, nu hvor herrerne også lige har vundet Champions League. Det er der ingen danske hold, der kan konkurrere med,« lyder det fra forsvarsspilleren.

Den 21-årige Real Madrid-profil indrømmer da også, at opmærksomheden på hende på kort tid er blevet væsentlig større, end den var i Danmark.

»Jeg er blevet genkendt på gaden flere gange i Madrid, men det er også nemt at genkende den eneste spiller på holdet, der har lyst hår. Men det er da overvældende, og der er mange meninger om én.«

Hænger I ud med nogle af superstjernerne fra herreholdet?

»Vi træner 20 meter fra dem, men der er en lille mur imellem, så vi ser dem kun køre forbi i deres lækre biler hver dag. Men så vinker vi da lige, og de er meget nede på jorden.«

»Jeg har eksempelvis mødt Éder Militão inde i byen ved en Louis Vuitton-butik. Han vinkede bare og sagde hej. De ved jo også, hvem vi er. Der er et fællesskab i klubben, og det kan jeg rigtig godt lide.«

EM-slutrunden spilles i England, hvor Danmark er i gruppe med Finland, Spanien og Tyskland.

Sidstnævnte er første modstander i fredagens åbningskamp.