Er der er ét ord, der kan sætte flammer i debatten og få enhver virksomhed til at skælve i denne tid, er det racisme.

Efter drabet på George Floyd og efterfølgende Black Lives Matter-demonstrationer over hele verden er der opstået et fornyet og nødvendigt fokus på den forskelsbehandling, der sker på grund af hudfarve. Mange danskere har de seneste uger – blandt andet her på B.T. – fortalt om deres oplevelser med at være farvet i et generelt hvidt Danmark.

Beskrivelserne har været entydige og rystende. Der er ingen tvivl om, at de både oplever en brutal, men også mere hverdagsagtig racisme, der har været skjult. Det skal naturligvis bekæmpes. Det er for alvorligt til, at det ikke bliver anerkendt og adresseret.

Virksomheder ved, at de skal forholde sig til denne problematik og kan risikere alvorlige skader på deres omdømme, hvis de bliver sat i forbindelse med den mindste form for racisme.

Nordic Entertainment Group (Nent) har derfor med det samme fjernet et helt afsnit af det populære realityprogram 'Paradise Hotel'.

Forklaringen? Det skandinaviske selskab ønsker ikke at vise indhold, der på nogen måde kan opfattes som stødende hos seerne, skriver firmaets kommunikationschef.

'Paradise Hotel' er et program for unge mennesker, hvor man leger parringsleg. Ved hjælp af alkohol og indespærring på et luksushotel – Paradise – skal de unge mænd og kvinder forsøge at finde en mage, de kan vinde legen med.

I et afsnit skal de unge nærme sig hinanden og placere sig sammen. Den unge, blonde Sarah blev placeret sammen med den mørke Türker og spurgt, 'om det var noget'.

»Lidt,« svarede hun, »han er bestemt en type, jeg ville gå efter, hvis han ikke var fra udlandet.«

Så var helvede løs – særligt i Sverige, hvor Nent har hovedkvarter. Men også i Danmark og Norge, hvor selskabet driver alle TV3-kanalerne og Viaplay.

Men er det racisme, når man normalt ikke er tiltrukket af det udenlandske og siger det højt?

Ja, hvis man skal forstå Nent, der nu har fjernet det pågældende afsnit i alle tre lande.

Nej, hvis man spørger den unge mand, der var med i samme afsnit, og som burde være den krænkede part.

Türker Alici er 27 år og kalder det unødvendigt og latterligt med den voldsomme reaktion. Han følte sig ikke stødt i programmet og advarer mod de sociale mediers magt, der i denne sag har skræmt Nent til at reagere.

Diskussionen om racisme er alvorlig og nødvendig. Men tv-virksomheden har med sin forhastede og nervøse reaktion ikke hjulpet den diskussion videre. Det er for let at bøje sig hurtigt for enkelte personer på sociale medier i Sverige, der føler sig stødt over udtalelser i et dansk program. Nent har med deres handling sanktioneret, at der var tale om racisme, da en ung kvinde i deres eget realityprogram beskrev sine ønsker til kærligheden. Sarah var ikke racist i det afsnit af 'Paradise Hotel', men hun har lært, at det ikke er alt, man kan sige højt.

Lad os give det sidste ord til Türker Alici fra programmet. Det kan alle lære noget af:

»Folk skal slappe af.«