Vi skal igennem det hver eneste gang, der er valg.

Folk, der synes, det er sjovt at sabotere de mange plakater med mere eller mindre vellykkede politikerportrætter, der hænger rundt omkring i byernes gader.

Det kan være udgaven, hvor der tegnes sjove tegninger på valgplakaterne. Eller endnu grovere sabotage og sågar fjernelse af de plakater, man ikke bryder sig om.

Helena Palsgaard stiller op for Venstre og er kandidat til det nordjyske regionsråd. I sidste weekend fik hun sig noget af en overraskelse.

Nogen havde nemlig sat ild til hendes venstre skulder på en af de valgplakater, hun blot få timer forinden havde hængt op på Hadsundbakken.

»Jeg blev rystet over, at nogen kan finde på det. Den stod i fuld flamme,« sagde den 24-årige regionrådskandidat fra Venstre om hændelsen.

Jamie Voldby fra Dansk Folkeparti har også oplevet, at folk ikke kan lade hans valgplakater hænge i fred.

Politikeren, der stiller op til både regionsrådsvalget i Region Nordjylland og til byrådet i Brønderslev for DF, har oplevet hærværk mod sine plakater, ligesom flere også er blevet pillet ned både i Aalborg, Sindal og i Aalestrup.

Sidstnævnte sted oplevede Jamie Voldby, at alle hans plakater på hovedgaden var blevet fjernet. Omkring 20 valgplakater blev efterfølgende fundet i en container bag et supermarked af en af hans kampagnemedarbejdere, lød det.

Partikollega fra DF Kristoffer Hjort Storm bakker op om fortællingen om plakater, der ikke kan få lov at hænge i fred. Kristoffer Hjort Storm sidder i byrådet i Aalborg og stiller også op til det kommende valg. Han har ved hver valgkamp oplevet, at hans plakater bliver udsat for hærværk.

Og der findes masser af andre eksempler, hvilket virkelig kan få de helt tunge suk frem. Hvorfor er det så svært at lade plakaterne være?

Måske bryder du dig ikke om Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Måske synes du, at Enhedslisten er kommunister i forklædning, ude på at stalinisere vores samfund. Eller måske er det Liberal Alliances neoliberalisme, der kan få dig op i det røde felt.

Politiske uenigheder er sunde og en del af grundlaget for en debat, som er helt central for vores demokrati. Men uenighederne skal udtrykkes på en ordentlig måde. Og selvom du måske er træt af at se og høre på politisk valgpropaganda, så overlever du nok de tre uger, det står på – også uden at have det sjovt med at sabotere.

Valgkamp er dyrt og tidskrævende for kandidaterne. De gør et stort stykke arbejde og kæmper hver især deres bedste for at blive valgt. Hvad du mener om dem, kan du tilkendegive i stemmeboksen på valgdagen og ikke som et uopfindsomt hitlerskæg på en plakat, du ikke bryder dig om.

Sidstnævnte er virkelig dårlig stil og faktisk også en hån mod demokratiet.