En tyk og klæbrig, mørkebrun masse breder sig i vandoverfladen, som en hale efter et af de skibe, som sejler i pendulfart mellem Københavns havn og den såkaldte 'klapplads' i Køge Bugt.
Foreløbig er mere end 200.000 kubikmeter lettere forurenet slam dumpet i Køge Bugt, selvom miljøorganisationer og svenske myndigheder har forsøgt at advare om de skader, det frygtes at påføre bugtens dyr og planter.
Den svenske miljøminister Annika Strandhäll har sågar skåret det helt ud i pap for den danske regering, at dumpningen af slam skal stoppe.
Ikke desto mindre så er den fortsat.
Det tegner et billede af en regering, som først og fremmest har en forkærlighed for at pålægge andre at bidrage til den grønne omstilling – og til at værne om miljø og biodiversitet.
Når det kommer til politikernes egne projekter, så er spillereglerne nemlig ofte anderledes lempelige.
En tendens, som egentlig ikke er ny, men som med slammet i Køge Bugt bare er blevet mere tydelig.
For eksemplerne på politikernes nølen og ligegyldighed, når det gælder offentlige myndigheders egne foranstaltninger og projekter, er allerede mange:
Millioner af kubikmeter urenset spildevand ledes hvert eneste år uden om de kommunale renseanlæg og direkte ud i vandmiljøet.
Et problem, som det hidtil ikke har haft den nye 'grønne' regerings helt store interesse at gøre noget ved.
Der var også de 13.300 tons døde mink, som uden videre blev fyldt i massegrave uden forundersøgelser af og overblik over de miljømæssige konsekvenser.
En operation, som dog i sidste ende viste sig miljømæssigt så hovedløs, at de døde dyr måtte graves op igen.
Der var den tidligere transportminister Benny Engelbrechts tilbageholdelse af beregninger for infrastrukturplanens belastning på klimaet og tidligere skatteminister Morten Bødskovs skatterabat til de pluginhybridbiler, som han godt vidste ikke var 'grønne'.
– og nu altså det lettere forurenede slam i Køge Bugt.
Arrogancen er til at tage at føle på.
Det er på tide, at politikerne kigger indad og begynder at sikre, at også offentlige myndigheder efterlever de ambitioner og miljøstandarder, som man ikke tøver med at prædike, at resten af samfundet skal leve op til.
Håndhævelsen af reglerne på miljøområdet er benhård, hvis altså synderen da ikke lige er det offentlige selv.
Men det er jo også det letteste i verden at pege fingre ad og sanktionere andre – virksomheder såvel som private.
Problemet med magthavernes 'går-den-så-går-den-attitude' er bare, at den får respekten for de selvsamme politikere og deres målsætninger til at forsvinde.
Med andre ord må politikerne forstå, at de – og det offentlige system, de repræsenterer – må og skal gå foran med det gode eksempel.
Gør man ikke det, ødelægger man fundamentet for, at man troværdigt og legitimt kan regulere andre.
