Torsdag morgen gik den vanvittige virkelighed op for alle.
Den russiske invasion af Ukraine, som mange havde talt om, men få reelt havde visualiseret, var – og er – nu en realitet.
Langt fra Ukraine – et sted i Aalborg Øst – strømmede vreden, frustrationen og sørgmodigheden ind over undertegnede i sympati med ukrainerne.
Geografisk, og måske også mentalt, er der langt til Ukraine. Et land, som få sikkert har besøgt, og endnu færre kender indgående. Men det betyder ikke, at forfærdelighederne i det store land mod øst ikke kommer tæt på.
Her i Nordjylland bor og arbejder omkring 3000 ukrainere, og for dem er Putins vanvidsmission et levende mareridt.
En af de nordjyske ukrainere er den 41-årige Vasil Savchenko, der har boet i Danmark i 15 år, og som arbejder med svinetransport. Han bor med sin kone og sit barn i Tylstrup, men har stadig familie i det vestlige Ukraine i byen Rivne, heriblandt en søster og morfar.
Onsdag var han til demonstration foran den russiske ambassade i København, og da han kom hjem til midnat, sendte han en besked til familien hjemme i Ukraine:
»Jeg skrev til dem, at hvis situationen bliver farlig, så skal de kun tage de vigtigste ting og dokumenter med sig og så komme op til mig.«
Siden er situationen som bekendt eskaleret. Rusland har angrebet adskillige mål i Ukraine fra stort set alle sider, og millioner af mennesker sidder nu magtesløse tilbage i en krigszone og frygter for deres sikkerhed.
På afstand er det også svært at betragte det, der sker, uden at føle magtesløshed.
For kan vi overhovedet stille noget op?
Svaret er ja. Vi kan tage kærligt imod Vasils familie og landsmænd, når de flygter til EU og for nogens vedkommende ender i Danmark. Her kan vi tilbyde sikkerhed og gøre vores til, at de føler sig velkomne.
Vi kan være taknemmelige for, at det ikke er vores land, der er under invasion af et diktatorisk styre ude af kontrol, og vi kan vise vores sympati ved for eksempel at deltage i den demonstration for Ukraines civile, der foregår lørdag middag i Aalborg.
Vi kan være omsorgsfulde, hjælpsomme og forstående over for de ukrainere, der har skabt sig et liv i Aalborg og Nordjylland – de har brug for, at samfundet omkring tager vare på dem.
Vi kan holde os orienteret om og være med til at debattere internationale sanktioner, og vi kan selv agere i det små ved eksempelvis at overveje, hvad vi køber og af hvem.
Vi kan handle og udvise medmenneskelighed, selvom krigen er langt væk. Og det skal vi gøre.
