I 34 år har vi danskere haft mulighed for at lytte og se med, når Jørgen Leths stemme er summet ud af vores tv under Tour de France.

I år har vi måttet nøjes med mindre, for Leths fysik er med alderen helt naturligt svækket, og de mange timer i en kommentatorboks er ikke længere nemme. Derfor har TV2 fundet en ny rolle til Jørgen Leth. Det betyder desværre lidt mindre taletid til ham, men Leth er stadig med, og det skal han blive ved med.

I en tid, hvor vi alle jagter det unge udtryk og gerne vil fange en yngre målgruppe, er det rart at blive mindet om, at erfaringen har en plads i denne verden. Særligt i cykelsporten er historien vigtig i forståelsen af fremtiden. De mest fascinerende bjergetaper er jo kun noget særligt, fordi der er skabt fortællinger på stigningerne. Ellers var de ligegyldige. Jørgens Leth besidder evnen til at gøre historikken relevant, når han dygtigt sætter den ind i nye rammer. Det gør ham stadig aktuel og frisk, selv om dåbsattesten nu siger 81 år.

Jørgen Leth
Jørgen Leth Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

For TV2 er han en gave, og Leth brander kanalen massivt. Et Tour de France uden ham ville ikke være det samme. Det ved TV2 selvfølgelig godt. Derfor har de anstrengt sig i søgningen efter en ny rolle til Jørgen Leth, og den er fundet i 'Zone Technique', tv-stationernes arbejdsområde under løbet i Frankrig. Derfra inviterer Dennis Ritter og Rolf Sørensen ham indenfor i deres kommentering via et kamera. Det er ikke optimalt, men det er det muliges kunst. Leth skal være med. Anderledes kan det ikke være. Spørgsmålet er, om modellen er holdbar. Hvis ikke, må den ændres. Skab pladsen til Leth, så længe han kan bidrage.

Jørgen Leth.
Jørgen Leth. Foto: Mads Nissen
Vis mere

Flere gange har Jørgen Leth fortalt, at han vil fortsætte, indtil han falder om. Det må gerne ske midt i Tour de France, hvis det står til Leth selv. Dertil kommer vi forhåbentlig ikke, og når den legendariske cykelkommentator på et tidspunkt ikke har overskuddet som nu, så finder han sammen med TV2 givetvis også ud af det i tide. Det fortjener han og vi – så lykken stadig er lyden af Leth.