Den anglikanske ærkebiskop forudser, at der snart vil være kristen enighed om, at påsken hvert år skal ligge i begyndelsen af april.

Verden, som vi kender den, vil måske ændre sig om kort tid og aldrig blive den samme igen.

Det er i hvert fald spådommen fra ærkebiskoppen af Canterbury. Forleden rundede han et kirkemøde for verdens anglikanske overhoveder af med at erklære, at han seriøst drøfter muligheden for at udpege en fast årlig dato for påsken med øvrige kristne kirkeretninger.

»Jeg forventer, at det kunne ske inden for de næste fem til ti års tid, da de fleste formodentlig har printet deres kalendere for de næste fem år, og skoleferier og den slags allerede er planlagt, og det vil påvirke næsten alt, man foretager sig i foråret og sommeren. Jeg ville elske at se det ske, før jeg går på pension,« sagde ærkebiskop Justin Welby ifølge The Times – og han har allerede informeret den britiske regering om planerne.

For næsten 1.700 år siden blev kristendommen på et kirkemøde lagt i nogenlunde faste rammer. Man blev enige om, hvornår påsken skulle falde, og lige siden har den vigtigste kristne højtid været det evige tilbagevendende spørgsmål: Hvornår er der påske i år? Ikke bare er påsken baseret på en astronomisk udregning, men datoen er også afhængig af, om de forskellige trosretninger benytter den gregorianske kalender eller den julianske, som ortodokse retninger følger.

En del danskere vil have påskedatoen lige på tungen som »første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn«. Så er det jo let nok, hvis man har styr på månens og solens placering i forhold til jorden.

En praktisk foranstaltning

Ærkebiskop Welby siger, at den anglikanske kirke på mødet blev enige om at støtte forslaget fra den koptiske kirkes overhoved, pave Tawadros II, om en fast årlig påskedato. Welby sagde også, at han allerede har drøftet muligheden sammen med Tawadros, den katolske pave Frans, og den østlige ortodokse kirkes Bartholomæus I.

Den protestantiske kirke blev ikke nævnt. Måske fordi protestanterne ikke rigtig har nogen samlende, kirkelige overhoveder til at tage sig af den slags.

Selv med enighed bliver der ikke tale om en helt fast dato. Ingen tænker på at ændre påskedag, så den ikke nødvendigvis falder på en søndag, og det kunne derfor fremover blive den anden eller tredje søndag i april.

I øjeblikket kan påske variere fra slutningen af marts til slutningen af april. Den danske påske følger den gregorianske kalender og ligger tæt på den jødiske pesach, der er udgangspunktet for påskedatoen baseret på bibelens fortælling om korsfæstelsen af Jesus under den jødiske højtid. De ortodokse kirkers påske ligger ofte omkring en uge forskudt, men kan afvige mere end en måned.

Pave Frans skal have dvælet ved det absurde i, at nogen kan sige, at »min Jesus genopstod« på ét tidspunkt, mens andre har et andet tidspunkt. Til det kunne man sige, at kirkerne heller ikke har jul på samme tid.

Til gengæld kan det være praktisk at beslutte sig for en dato. The Times skriver, at britiske skolesammenslutninger er positive, fordi det angelsaksiske skolesystem i øjeblikket har terminer efter en variabel påske. I den danske folkekirke er Kristi himmelfarts dag i sagens natur afhængig af påsken, men også fastelavn, pinse og store bededag bliver fastlagt i forhold til påskehøjtiden.

I Storbritannien har lovgivning ifølge BBC helt tilbage i 1928 allerede banet vejen for en fast dato »den første søndag efter den anden lørdag i april«, men det er aldrig blevet implementeret. I 1990 foreslog Vatikanet en fast dato men opnåede ikke enighed med de øvrige kristne trosretninger.

Forbrødring skjuler splittelse

Nu ser tiden ifølge Welby ud til at være inde, men han dæmpede dog samtidig selv optimismen ved at henvise til, at det første forsøg på en fast dato blev gjort for omkring 1.000 år siden. BBC citerer en kilde i den anglikanske kirke for, at der har været 15 forsøg på at blive enige om en fælles dato siden da.

For ærkebiskoppen og den anglikanske kirke kan det være en velkommen adspredelse at tale om en gryende, revolutionerende enighed i hele kristenheden. Anglikanernes eget verdensmøde endte i et brud med den episkopalske kirke. Anglikanernes »afdeling« i USA blev ved en afstemning suspenderet fra kirkesammenslutningen, fordi amerikanerne har udnævnt en homoseksuel biskop og støtter homoægteskaber.