Se og Hør-skandalen er nu også et principielt slagsmål om noget af dansk journalistiks helligste: Kildebeskyttelsen.

- Vi er meget forundrede og lidt rystede, siger Aller Medias advokat, Hans Jakob Folker, til BT.

Retten i Glostrup afsagde tirsdag en kendelse, der giver politiet ret til at gennemgå computere, telefoner og hele Aller Medias såkaldte ‘redaktionelle bogholderi’, der er oversigt over udbetalinger af tiphonorarer og udbetalinger til freelance-fotografer.

Den 14. maj troppede politiet op hos Aller Media, der udgiver Se og Hør, for at beslaglægge computere, telefoner og det ‘redaktionelle bogholderi’ i forbindelse med efterforskningen af sagen om ugebladets kreditkortovervågning. Men Aller Media gjorde kildebeskyttelse gældende, hvorfor konflikten mellem politiet og bladgiganten endte i retten.

Tirsdagens kendelse fra Retten i Glostrup, der altså går politiets vej, skaber furore hos Aller Media:

- Se og Hør har, som alle andre medier i Danmark, ret til at beskytte bladets kilder. Det er et meget principielt spørgsmål, og derfor er vi klar til at gå hele vejen i den her sag. Men vi har kæret kendelsen med opsættende virkning, så nu skal vi i Landsretten. Indtil da må politiet ikke kigge i det materiale, som det har hentet i dag, siger bladgigantens advokat, Hans Jakob Folker.

Han tilføjer:

- Vi har hele tiden sagt, at Aller Media vil samarbejde med politiet i den her sag, men vi ser ingen grund til, at politiet skal have indblik i, hvem der udover 'tys-tys-kilden' har modtaget tiphonorar af Se og Hør eller andre udgivelser i Aller Media. Det, mener vi ikke, har noget med sagen at gøre.

Hans Jakob Folker afviser, at Aller Media forsøger at beskytte sig selv eller dække over ulovligheder.

- Vores pointe er, at fordi politiet efterforsker én sag, så skal alle, der har fået kildebeskyttelse, ikke navngives. Vi forsøger at beskytte kilder, som intet har med denne sag at gøre, siger han.

Omfanget af det materiale, som politiet ønsker at kulegrave er betydeligt, oplyser advokaten:

- Der er tale om 11-12 computere og telefoner, som har været et tilsvarende antal Se og Hør-medarbejderes redskaber, som politiet har hentet efter det den 14. maj blev sat på et kontor, som kun politiet har haft nøglen til, i Aller Media. Oveni det kommer så det redaktionelle bogholderi, som retten mener, at politiet skal have adgang til, siger Hans Jakob Folker.

Politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Bent Isager-Nielsen, ønsker ikke at kommentere kendelsen, da den er afsagt 'bag lukkede døre', men udtaler dog:

- Vi afhører, vi sigter, vi anholder, vi ransager, vi beslaglægger. Nogle gange undervejs opstår der en tvist - og den bliver så afgjort ved retten, siger han og fortsætter:

- Det her er en sag med rigtig mange udfordringer inden for det politifaglige, det juridiske, det presseetiske, om kildebeskyttelse og spørgsmål om forældelelse. Der er en stribe spændende udfordringer og en stribe politifaglige og juridiske spørgsmål i den her sag, som vi forholder os til. Vi har stille og roligt for øje, at vi skal have fat i noget materiale, der kan belyse sagen.

Bent Isager-Nielsen fortæller, at hans hold af efterforskere og jurister ‘langt fra er færdige med efterforskningen’.

- Der er en betydelige tidshorisont på det, for det er en stor og usædvanlig sag.

Og inden politiet kan begynde at gennemgå materialet fra Aller Media, skal det have en landsrets-afgørelse i ryggen. Det er uklart, hvornår tvisten mellem bladgiganten og politiet kommer for netop landsretten.

BT havde tirsdag ikke mulighed for at læse kendelsen fra Retten i Glostrup.