Et enkelt S-tog kører hvert 20. minut - men kun i myldretiden. Sådan ser nødplanen ud efter den nedfaldne ledning torsdag, der lammede trafikken i hovedstaden.

Den nedfaldne køreledning på Østerport Station skaber fortsat kaos for de københavnske S-toge.

Morgenpendlerne får dog mulighed for at hoppe på toget i tiden mellem kl. 06.00 til 09.00. Men det er kun Linje E, der kører mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport, og den kører kun hvert 20. minut.

Hvis du skal med S-toget fredag morgen, så indstil dig på, at du skal stå op under turen. Der bliver nemlig trængsel på linjen mellem Østerport og Hovedbanegården, oplyser Banedanmark.

På grund af den nedrevne køreledning nær Nørreport vil S-togs driften være lammet det meste af dagen. I myldretiden mellem 6 og 9 og 15 og 18 kører linje E som eneste S-tog mellem København H og Østerport.

Dermed er kapaciteten kun 10 procent af, hvad den er på normale dage, siger sektionschef i Banedanmark Claus Christiansen.

- Reparationen af køreledningen i tunnelen betyder, at der fortsat vil være trafikale problemer, siger DSBs pressemedarbejder Niels Molsted.

Efter klokken ni bliver S-togstrafikken standset igen for at Banedanmark kan få køreledningen repareret hurtigst muligt. Reparationen ventes at tage hele weekenden.

Det bliver dog muligt at komme hjem med S-togene i dag. Fra kl. 15.00 til 18.00 kører de igen med 20 minutters interval.

Der er endnu ingen meldinger om, hvordan DSB vil kompensere de mange ramte tog-trafikanter.

DSB har indsat ekstra regionaltog og togbusser. Hold dig opdateret om trafiksituationen på DSBs hjemmeside.

Bt.dk holder dig opdateret på togtrafikken hele dagen.