De store prisdyk på olie på de internationale råvaremarkeder sender prisen på benzin ned herhjemme. På tilbud er det lige nu muligt at købe benzin til lige under ti kroner literen.

Pumpeprisen på benzin med et oktantal på 95 er igen under magiske ti kroner literen flere steder i Danmark.

Også i starten af året var prisen på benzin kortvarigt under ti kroner literen, mens ellers er det den laveste pris i flere år og to kroner lavere end de tæt ved 12 kroner per liter, som prisen på benzin lå på i længere tid, før det aktuelle prisfald satte ind sidste efterår.

I forhold til rekordprisen på benzin, som blev sat den 10. september 2012, og som hed 13,42 kroner per liter, er den aktuelle pris tæt ved 3,50 kroner lavere. Det betyder, at en tank på 50 liter er 175,00 kroner billigere at fylde nu end i efteråret 2012.

De store prisfald på benzin er da også noget, som forbedrer privatøkonomien hos tusindvis af danskere. Har man en bare nogenlunde økonomisk bil, som kører 15 kilometer per liter, vil man med et årligt kørselsforbrug på 15.000 kilometer skulle købe 1.000 liter benzin om året.
Det betyder, at man sparer 2.000 kroner årligt, hvis prisen holder sig på det aktuelle niveau og er to kroner lavere end for et år siden. Bliver gennemsnitsprisen i år tre kroner lavere end sidste år, er det 3.000 kroner, der spares.

Dertil kommer, at mange også vil opleve, at varmeregningen bliver billigere, når prisen på olie og andre energiformer falder. Prisen for 1.000 liter fyringsolie er da også faldet betydeligt med omkring 2.000 kroner over det sidste års tid til et aktuelt niveau omkring 9.500 kroner.

Det kan meget vel tænkes, at benzinpriserne herhjemme kommer endnu længere ned. Prisen på olie fortsætter i hvert fald med at rasle ned på de internationale råvaremarkeder.

Olien er allerede nu faldet med 30 procent siden toppen i juni, så den amerikanske West Texas Intermediate er helt nede at koste 41,83 dollar per tønde, mens Brent-olie fra Nordsøen koster 48,50 dollar per tønde.

Det er en fortsat høj produktion, som i kombination med en lavere end ventet efterspørgsel, der sender priserne ned. Især OPEC-landene producerer for tiden mere olie end tidligere og forsøger dermed at lægge et pres på de amerikanske producenter.

Men store lagre har også på det sidste været med til at presse prisen på olie ned. Udviklingen i den amerikanske dollar har også betydning for prisen på olie og benzin herhjemme, eftersom de fleste store råvarer handles i dollar. Men dollaren er også faldet lidt på det sidste til nu 6,73 kroner for én dollar på valutamarkedet. I starten af marts var kursen over syv kroner og for bare en måned siden lå dollaren tæt på 6,9 kroner.

Set i forhold til folks lønninger er de faldende priser på benzin nede i småtingsafdelingen. Men der er en eller anden psykologisk effekt med benzinpriser under ti kroner, som givet får flere til at gribe startnøglen og træde på gasspjældet end før, hvor priserne har ligget oppe over 12 eller 13 kroner per liter.