I slutningen af november stemmer Kirkens Korshær dørklokker til fordel for fattige i Danmark. Den første landsindsamlingen til fattige danskere kommer som reaktion på kontanthjælpsloftet. En farlig tendens, mener Enhedslisten, mens der er bred borgerlig opbakning til privat velfærdshjælp.
Hvem af landets frivillige indsamlere skal have dine køkkenmønter og hårdt indtjente næstekærlighed: Verdens fattigste? Eller hvad med vores egne udsatte?
Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp har allerede været ud med raslebøssen til fordel for familier på flugt, og den 27. november ringer Kirkens Korshær på døren. Deres indsamling er til fordel for fattige i Danmark.
Det sker som reaktion på indførelsen af kontanthjælpsloftet, der allerede efter den første måned har givet ekstra travlhed i landets varmestuer og på væresteder. Det bekræfter 12 ud af 25 af de ansvarlige for Kirkens Korshærs aktiviteter i et rundspørge, organisationen selv har lavet.
De indsamlede midler skal således gå til varmestuer, herberger og bofællesskaber, hvor udsatte i Danmark kan få et måltid mad, et bad eller et sted at sove, fortæller direktør for Kirkens Korshær Helle Christiansen.
»Vi oplever i øjeblikket et stigende pres på vores varmestuer, hvor vi blandt andet møder mange udsatte familier, der ønsker at være en del af et uforpligtende fællesskab, hvor man kan få hjælp til at tackle familiens sociale og økonomiske problemer. Økonomisk giver det derfor mening med en landsindsamling, men det handler i lige så høj grad om oplysning. Vi ønsker, at udbrede budskabet om, at der faktisk findes fattige i Danmark,« siger hun.
Helle Christiansen ærgrer sig over, at der ikke længere findes en definition på fattigdom i Danmark, og det er derfor også helt bevidst, at det er fattigdomsbegrebet, som Kirkens Korshær slår sin indsamling op på.
»I et demokrati har vi alle ret og pligt til at forholde os aktivt til det samfund, vi er en del af, og bidrage til den bedst mulige udvikling af vores fællesskab,« siger Helle Christiansen.
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, deler synspunktet om, at der er behov for ekstra støtte til de danske udsatte, men mener, at tendensen med private indsamlinger er farlig, fordi den undergraver velfærdssamfundets grundpille.
»Der er en tendens til, at velfærd i Danmark bliver set mere og mere på som fattighjælp, og en landsindsamling til fattige i Danmark er alt andet lige en del af den samme tendens. Hvis vi skal til at deltage i indsamlinger af »hjertets godhed«, siger det også noget om opfattelsen af velfærden. At vi måske er på vej væk fra tanken om velfærd og social sikkerhed og på vej tilbage mod den gamle idé om, at fattigdom er selvforskyldt,« siger hun.
Joachim B. Olsen (LA) byder derimod indsamlingen velkommen, fordi civilsamfundet ifølge ham er langt bedre end det offentlige system til at øve omsorg. Dog mener han, at det er misvisende, at indsamlingen går til »fattige i Danmark«, selv ville han have brugt betegnelsen udsatte.
»Det, der går galt i debatten omkring julehjælp og indsamlinger som Kirkens Korshærs, er, at det bliver taget som udtryk for, at ydelserne i Danmark er for lave. Men det giver altså ikke mening at tale om materiel fattigdom i Danmark,« siger han og tilføjer:
»Det betyder ikke, at der ikke er sociale problemer, eller at ikke der er børn, der vokser op under fattigdomsligende vilkår, fordi der eksisterer nogle sociale problemer i de familier. Men man kan ikke skabe et samfund, hvor det ikke eksisterer. Derfor er det også positivt, at vi har et stærkt civiltsamfund, der ønsker at være med til at give.«
En torn i øjet på velfærdsstaten
Fattigdomsbegrebet har været til diskussion, siden 1970erne, hvor hjælp til udsatte begyndte at blive betragtet som et samfundsansvar, siger økonom og formand for det tidligere ekspertudvalg om fattigdom Torben M. Andersen.
Tidligere statsminister Poul Schlüter (K) var den første der afviste, at der fandtes fattigdom i Danmark. Det havde velfærdsstaten udryddet, mente han. I sin nytårstale i 1987 skiftede han dog efterfølgende mening og erkendte, at dansk fattigdom var et reelt problem.
I 1990erne afviste Henrik Dahl, Christine Antorini og Lars Goldschmidt i en bog, at fattigdom var et samfundsproblem, der ville præge fremtidens Danmark, og op gennem 00erne gik en række organisationer sammen om at få defineret en dansk fattigdomsgrænse. Den blev indført i 2013 ud fra økonomiske parametre.
»Hver gang der bliver talt om økonomisk fattige, bliver der stillet spørgsmålstegn ved hele velfærdssamfundet – det er derfor, det som begreb er så problematisk. I de seneste år har uligheden været stigende, og det har været udgangspunktet for de fleste, at det var velfærdssamfundets opgave at løse de problemer. Formentligt vil man kunne se den her indsamling som et element af flere, hvor byrder bliver lagt over på det, vi kalder civilsamfundet,« siger Torben M. Andersen.
Sidste år afskaffede socialeminister Karen Ellemann (V) fattigdomsgrænsen igen, da en økonomisk definition ifølge hende ikke kan stå alene. Til gengæld bakker hun op om Kirkens Korshærs indsamling, fordi den er rettet mod personer, der har langt mere komplekse problemer, end blot om pengene rækker.
Køber du Kirkens Korshærs præmis om, at der er fattige i Danmark?
»Ja, der er fattigdom. Og for de mennesker, som vi taler om her, er det svært at ændre deres situation uden en social støtte. Fattigdom som begreb er ikke et problem for et velfærdssamfund. For et velfærdssamfund tager sig jo netop af dem, der af forskellige årsager ikke kan forsørge sig selv. Men det er problem, hvis det bliver så ensporet, at det udelukkende er et spørgsmål om penge,« siger Karen Ellemann.
Vi er vant til, at organisationer samler ind til mennesker på flugt og verdens ulande, som har et stort behov for økonomisk hjælp udefra. Nu har vi for første gang en indsamling til fattige i Danmark, er der behov for det?
»Der er behov, som kun kan udfyldes i krydsfeltet mellem civilsamfund og system, og derfor håber jeg også, at der er mange danskere, der vil bakke op om den her indsamling og organisation, der hjælper med at løse problemer, som ikke kan løses ved at skrue op for offentlige kroner og ører. Penge alene kan ikke løse problemet,« siger hun.
