Der bliver passet godt på den 20-årige Zelim Ismailov, da B.T. og Berlingske Tidende møder ham i en forstad til Liège.
Farmand stiller op i nypresset skjorte og nypudsede sko. Han overværer hele interviewet og nedlægger forbud, da fotografen skal til at tage de aftalte billeder.
Zelim Ismailov har i tre et halvt år været ven med den 24-årige Lors Doukaiev, som i dag sidder isolationsfængslet i København frem til 4. oktober efter 10. september at have forårsaget en mindre eksplosion på Hotel Jørgensen i København. Ifølge Københavns Politi planlagde Doukaiev formentlig et terroranslag mod Jyllands-Posten.
Vred over tegninger
Ismailov, der som Doukaiev er af tjetjensk oprindelse, bekræfter, at Doukaiev var meget vred over Muhammed-tegningerne, som blev trykt første gang 30. september 2005, og som stort set alle danske aviser genoptrykte i februar 2008.
- Han var meget vred over de tegninger, fortæller Ismailov, der ligesom Doukaiev er en ivrig bokser.
Træt af livet
- For Lors handlede det efterhånden mere om religion end om boksning, siger Ismailov, som på et tidspunkt siger, at det 'for enhver muslim er en drøm at dø for sin religion'.
Her bryder faderen dog ind og tilføjer, at hvis man har den slags planer, så er det ikke noget, man indvier andre i.
Ismailov selv siger, at 'det ikke er hans plan at dø for sin religion'.
Zelim Ismailov fortæller videre, at Lors Doukaiev, som han i perioder mødtes med flere gange om ugen, i de senere år talte mere og mere om Tjetjenien, og at han virkede træt af livet.
Lors Doukaiev har kæmpet hele livet med sit aggressive sind. Det siger hans mor, der fortvivlet måtte se sin søn få sprængt benet af som 10-årig, da han trådte på en russisk mine hjemme i Tjetjenien.
- Han var meget hadefuld, siger Zelim Ismailov, der spørger indgående til, hvilken straf kammeraten vil få for den forbrydelse, han har begået i Danmark.
Ismailov fortæller videre, at han undrede sig over, at Lors kørte i en dyr BMW med automatgear, eftersom Doukaiev ikke havde anden formel indtægt end socialhjælp.
Den dyre bil kan tyde på, at Doukaiev har været involveret i kriminelle aktiviteter, hvilket også kan være årsagen til, at han på et tidspunkt er blevet arresteret for besiddelse af en pistol.
Huser flest eksil-tjetjenere
Den belgiske politimand Francois Farcy lavede tilbage i 2006 en 18 sider lang analyse af den organiserede kriminalitet i det tjetjenske miljø i Belgien.
Belgien husede i 2006 godt 7.000 ud af i alt cirka 20.000 eksil-tjetjenere i Europa. Herudover huser Tyskland 4.000, Holland godt 3.500 og Frankrig godt 3.000 tjetjenere. Størstedelen af tjetjenerne er integrationsivrige og arbejdsomme.
Ekstrem vold
Farcy skriver, at nogle tjetjenere i Belgien er involveret i omfattende og ekstremt brutal kriminalitet, fra pengeafpresning, over narkohandel, til menneskehandel, og at disse aktiviteter tjener til at finansiere tjetjenske - nogle radikale islamistiske - krigsherrers aktiviteter. Farcy skriver videre, at krigsherrerne ofte rekrutterer omkring bokseklubber.
Farcy pointerer, at man ser stadig flere unge tjetjenere i Belgien, som praktiserer islam på en åbenlyst radikal facon, og at der findes stadig mere »propaganda til fordel for den islamistiske tjetjenske guerilla«.
Farcy oplyser, at man har konstateret, at unge tjetjenere i flere tilfælde er blevet rekrutteret til at føre hellig krig, hvorefter de er blevet sat til at udføre kriminalitet, som har skullet finansiere den væbnede kamp i hjemlandet, men som siden er endt i bagmændenes lommer.