Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, er ærgerlig over fire lægers forsøg på at gøre kampagne ved at chikanere akuttelefonen.

Siden Region Hovedstadens nye akutordning trådte i kraft 1. januar 2014, har kritik om lange ventetider haglet ned over regionens alternativ til Lægevagten, og tirsdag kom det frem, at Region Hovedstaden har afsløret fire læger i at ringe til akuttelefonen mere end 255 gange på årets første fjorten dage. Lægeforeningens formand kalder chikanen både tosset og useriøs og tager stærk afstand fra det.

Hvad er din holdning til den telefonchikane, der har ramt akuttelefonen?

Jeg har ondt i maven over, hvis nogle har fundet på at lave noget så tosset, uacceptabelt og useriøst. Det er en rigtig dårlig måde at lave kampagne på, og vi tager stor afstand fra den måde at gøre det på, siger Mads Koch Hansen.

Hvad skal efter din mening være Region Hovedstadens næste træk?

Jeg er sikker på, at Region Hovedstaden har en idé om, hvem der står bag, og de inviterer dem nok til et møde og tager en snak med dem.

Står I i Lægeforeningen på nogen måde til ansvar i sagen?

Vi har ikke selv noget med sagen at gøre, jeg ved ikke, hvem de er og groft sagt ved jeg heller ikke, om de er medlemmer af Lægeforeningen. Men det, vi kan gøre, er, at informere vore medlemmer om, at det her ikke er måden, vi laver kampagne på, for det fører ikke til noget.

Hvad får denne sag af konsekvenser?

Sagen får den konsekvens, at vi og Region Hovedstaden bruger kræfter på at diskutere det her, i stedet for at Region Hovedstaden fik 1813 til at fungere. Jeg ville meget hellere diskutere selve akutordningen end det her.

Da Region Hovedstaden skød skylden for de lange ventetider på lægers og journalisters opkald, kaldte du regionsdirektøren ‘desperat’. Hvordan forholder du dig til det nu?

Jeg oplevede, at beskyldningen byggede på løse påstande, som jeg ikke troede, havde nogen hold i virkeligheden, fordi læger er meget optagede af, at borgerne kan få hurtig hjælp. Men jeg opfordrede til at se på dokumentationen, og nu er der fundet enkelttilfælde. Men jeg havde slet ikke forestillet mig, at nogen kunne finde på sådan noget, og derfor svarede jeg, som jeg gjorde. Men under alle omstændigheder er det jo ikke derfor, at 1813-ordningen ikke fungerer, som den skal, lyder det fra Mads Koch Hansen.