Når unge danskere i dag befinder sig af midten af tyverne, oplever mange en kvartvejskrise, der menes at være opstået som konsekvens af tårnhøje forventninger, mange skift og et forlænget ungdomsliv.

Nutidens unge voksne i 20erne bliver ramt af en krise, som tidligere generationer slap for:

Kvartvejskrisen.

Den rammer hende, der er gået fra kæreste og job, og ikke længere ved, hvem hun selv er.

Den rammer ham, der studerer erhvervsøkonomi på CBS for tredje år, men pludselig ikke kan huske hvorfor.

Og så rammer den hende, der fik en abort, men som efterfølgende tvivler på sit valg.

Det er eksempler på unge, som psykolog Mette Bratlann møder i sin praksis i København. Hun har mellem 35 og 40 klienter i 20erne og vurderer, at ca. tre ud af fire viser tegn på en kvartvejskrise.

Gennem sit arbejde som psykolog har hun haft tusindvis af samtaler med unge voksne, og der tegner sig nogle tydelige mønstre.

Det første, som går igen er »opskriften«. Det er en formel, der indeholder bestemte rubrikker, der skal sættes flueben ved, før de unge for alvor føler sig succesfulde:

Kæreste/ægtefælle

Job

Bopæl

Økonomi

Børn

Engang blev man voksen, når konfirmationen var overstået og engang blev man landmand, hvis farmand var det. Men i dag er ungdomsfasen blevet et vadested, der varer et helt årti, og hvor alt kommer op til revision, mener Mette Bratlann.

»I dag forlader unge først forældrenes solsystem, når de er i 20erne. Først her skal de til at navigere rundt på egen hånd, hvor mor og far ikke er solen og månen. De unge begynder derfor at stille spørgsmål ved den opskrift, de har fået med hjemmefra for, hvordan man bliver et succesfuldt menneske. Det kan føles utrolig ustabilt og efterlade den unge i en form for krise,« siger Mette Bratlann.

Unge uden kontrol

Krisen er ikke beskrevet meget herhjemme, og kaldes derfor i flæng: kvartlivskrisen, kvartalskrisen og kvartvejskrisen.

Den er dog velbeskrevet i både amerikansk og engelsk forskning.

Lektor i psykologi ved University of Greenwich i London, Oliver Robinson, har forsket i »the quarter life crisis« igennem det sidste årti.

Han definerer alderen fra 25 til 35 år som det tidlige voksenliv, og det er typisk i starten, at kvartvejskrisen kommer snigende.

Ifølge hans research tænker omkring en tredjedel af briterne, der i dag befinder sig i 30erne, tilbage på deres 20ere og vurderer, at de har befundet sig i en kvartvejskrise. 39 procent af mænd og 50 procent af kvinder.

Mændene beskrev i høj grad, at krisen var udløst af deres arbejdsliv eller skoleliv, mens flest kvinder angav, at det var et resultat af et parforhold eller et brudt forhold.

Overordnet viser Oliver Robinsons research, at krisen begynder, når en person føler sig låst fast i et mønster, et forhold, et job eller en omgangskreds, som de løbende begynder at betvivle.

Når de tager et aktivt skridt for at ændre situationen, indtræffer krisen for alvor, fordi den enkelte nemt vil føle sorg eller angst for fremtiden. Det kan føre til, at de i en periode føler, de har mistet deres identitet.

Den følelse har mange af Mette Bratlanns klienter. De fortæller, at de ikke er i kontrol over sig selv. De opfører sig ikke, som de føler, de bør, fordi det enten ikke føles rigtigt, eller fordi de simpelthen ikke kan. Og så kan krisen mærkes.

»I en alder af 25 har mange af mine klienter en ambition om at have styr på sig selv. Jeg tvivler på, at særlig mange voksne på 65 føler, at de har styr på dem selv i mere end to uger ad gangen. De har måske sluttet fred med sig selv, men ligefrem at være i konstant kontrol vidner om, at de unge har utroligt høje forventninger til dem selv.«

Krisen skyldes blandt andet en hel verden af sociale medier, der efterlader mange med en følelse af ikke at være gode nok. På sociale medier kan man på sin profil grundlæggende bestemme, hvad andre skal se, og hvad, der skal censureres.

Unge kommer nemt til at opbygge en mur af gode sider ud mod verden, som de ikke kan leve op til i realiteten, mener Mette Bratlann.

»Unge i 20erne kommer til mig, fordi de føler en stor skuffelse over ikke at være den person, de gerne vil være.  Der er både klienter der kommer og fortæller, at de er begyndt at snerre af deres kæreste uden at forstå hvorfor. Så er der nogen, der har det utrolig svært med at acceptere, at de ikke kan vedligeholde deres karakterer, og så er der andre, der ganske simpel ikke ved, hvad de vil med deres liv, og ikke ved, hvordan de skal finde ud af det,« siger hun.

Alle vil leve det fedeste liv

Årsagen til kvartvejskrisens udbredelse er blandt andet, at moderne litteratur og film hylder 20erne. Det samme gør de unge selv og derved har årtiet opnået særstatus, mener Mette Bratlann.

»20erne er blevet udråbt til den fase, alle gerne vil være i, og alle gerne vil blive i. Det er sjovere at vise den skægge, festlige globetrotter på omslaget af et blad, end en slidt kvinde på 40 år. Det giver de unge en forventning om, at de skal være på toppen hele tiden, og konstant overgå hinanden i, at være bedst til at være i 20erne,« siger Mette Bratlann.

Derudover er 20erne i dag præget af mange skift. De unge skifter studie, job, bolig og kærester i langt højere grad end tidligere, og det er blevet normalen.

Det betyder, at 20erne er en fase, hvor unge hele tiden befinder sig midt i mellem tilværelser. De føler, de skal prøve det hele, fordi de er rædselsslagne for at vælge forkert, mener Mette Bratlann.

For tænkt at vælge forkert og derved være ude af ræset om »det fede liv«.

»Mange tager hul på voksenfasen med en forventning om, at den største succes som menneske er evnen til at undgå alt det svære i livet. Derfor forsøger de at styre uden om alt, der gør ondt i kampen om at opretholde det fede liv. Men det er svært at undgå det mørke i livet, og det er mange unge ikke klædt på til,« siger hun.

Kvartvejskrisen er berettiget

Selvom kvartvejskrisen, modsat dens storesøster midtvejskrisen med sin tilhørende Vespa og tangotimer, ikke er velbeskrevet, er den vigtig. Og den bør ikke ignoreres, da den ofte er af eksistentiel karakter, mener Mette Bratlann.

»Inden for psykologien er det kendt, at der er overgangsperioder, som bringer universelle problematikker med sig. Når vi taler om, at 2-årige er i deres ’vil selv’-fase, ved vi godt, hvad det drejer sig om. Eller når teenageren siger ’dumme-fucking-lorte-mor’, så ved vi godt, at en navlestreng er blevet klippet. Der er mange kriser op igennem livet, men jeg tror, at kvartvejskrisen i denne form er forholdsvis nyopstået. Og den er en væsentlig tilføjelse, fordi, den for mig at se, er en eksistentiel krise. En periode, hvor vi rent faktisk skifter solsystem,« siger Mette Bratlann.

Når unge klienter kommer til Mette Bratlann, minder hun dem om, at livet er svært og at de i stedet bør se krisen, som starten på noget bedre.

»Det er vigtigt at fortælle de unge, at det, der gør ondt, ikke er forkert. I stedet skal de se kriser som slutningen på et adfærdsmønster, der ikke har fungeret. Kriser er en uundgåelige og vigtig del af det at leve et menneskeliv.«