Den dybe rumlen forplanter sig gennem murene og ind gennem det tykke glas i kontrolrummet. Motoren er tændt. På bunden af den kuplede bygning er en tonstung svingarm begyndt at rotere. For enden af armen sidder en hvid kapsel. Stor nok til et menneske.
Øvelseslederen, Jevgenij Mikhin, kigger ud over instrumenterne.
»Første trin«, siger han ind i sit headset.
Svingarmen begynder at accelerere. På en lille skærm foran ham klatrer en lysende graf lodret i vejret. Den måler belastningen i g-kræfter. Kapslen hvisler afsted langs væggen. Rundt og rundt. Jo højere motoren brøler, jo mere tavse virker teknikerne i kontrolrummet. Indtil næste ordre lyder.
»Løsrivelse!«, siger Jevgenij.
Min første indskydelse er, at nu fortsætter kapslen sin bane ud gennem muren og videre ud over den løvskov, der omgiver Ruslands rumfartsagentur. Det gør den nu ikke. I stedet slår kæmpearmen bremserne i. Den lysende linje på den lille skærm dykker, og motoren bliver igen tavs.
Men kun i få sekunder. Så begynder brølet igen. Denne gang endnu hurtigere og endnu vildere. Kapslen slynges rundt langs væggen, som var det de sidste sekunder, før en hammerkaster slipper sit skyts. Rotationen fortsætter nådesløst. I ni minutter og 30 sekunder, indtil bremserne hakker i for sidste gang.
Så brydes den tavse koncentration. Jevgenij Mikhin læner sig tilbage i stolen. Teknikerne småsnakker. Nede på bunden af det kuplede centrifuge kommer to løbende for at åbne kapslen.
Ud klatrer en kortklippet fyr i mørkeblå polotrøje. Danmarks første astronaut har netop prøvet, hvordan det føles, når en russisk tretrinsraket brøler op gennem atmosfæren og vrister sig fri af jordens tyngdefelt. Han ser ikke det mindste rystet ud.
»Det er faktisk ikke noget særligt. Man kan mærke sådan en trykken for brystet,« siger Andreas Mogensen, da han kommer ud fra stueetagen i den grydeformede bygning.
Det er ikke første gang Andreas Mogensen får en tur i den russiske centrifuge. Det er en fast del af træningen på Jurij Gagarin-centret en times kørsel uden for Moskva. Her udsættes både russiske og internationale astronauter for et intensivt træningsforløb, før de skal skydes ud i rummet med en Sojuz-raket.
Og det skal Andreas Mogensen.
Om mindre end seks uger, 1. september, løfter den russiske raket efter planen den 38-årige dansker op gennem atmosfæren. Her vil han igen opleve en trykken for brystet, når de tre rakettrin ét for ét løfter ham 400 kilometer op over Jordens overflade. Op til den Internationale Rumstation.
Andreas Mogensen har trænet til det øjeblik i seks år. Siden han blev udvalgt blandt mere end otte tusinde ansøgere til den europæiske rumfartsorganisation ESAs hold af astronauter, har han gennemgået træning i Europa, USA, Japan og i Rusland.
Sammenlagt har han tilbragt mere end to år her i Svjosdnyj Gorodok, Stjernebyen. Sådan hedder den, den russiske rumforskningsby der huser Gagarin-centret. Det er der ikke noget usædvanligt i. Både russiske, europæiske og amerikanske astronauter har deres gang i forskerbyen mellem statuer af sovjetiske rumfartsingeniører, en model af den første sovjetiske satellit, Sputnik, og et mindesmærke for Jurij Gagarin, den første mand i rummet.
Siden amerikanske NASA pensionerede sine rumfærger i 2011, har russiske Roscosmos stået for al bemandet transport til den Internationale Rumstation. Og sådan forbliver det sandsynligvis, indtil den næste generation af amerikanske raketter er færdigudviklet tidligst i 2019-2020.
»Det har jeg det helt normalt med. De to helt store rumfartsnationer er USA og Rusland. Bemandet rumfart startede med dem, og det er stadig disse to nationer, der er drivkraften bag de fleste opsendelser. Det er så Rusland, der står for min,« siger Andreas Mogensen.
Det er ellers ikke mange år siden rumfart var et storpolitisk væddeløb. For supermagterne USA og Sovjetunionen var rumfart en underdisciplin af våbenkapløbet og et hektisk PR-ræs mellem ideologier. Det blev først afblæst med den Kolde Krigs afslutning og Sovjets sammenbrud i 1991.
Seks år senere begyndte de gamle rivaler at bygge den nuværende Internationale Rumstation i fællesskab.
Samarbejdet ses tydeligt her i den sovjetisk-byggede kosmonautby. Klos op ad de engang tophemmelige faciliteter ligger i dag et par amerikanske bungalower med græsplæner og hvide stakitter. NASAs astronauter skal føles sig hjemme under de lange træningsophold.
Den europæiske rumfartsorganisation, ESA, er også repræsenteret i rumbyen, omend under mere beskedne forhold. De har lejet sig ind i de sovjetiske kosmonauters tidligere kvarterer: En femetagers betonblok ved siden af en nybygget ortodoks trækirke.
Her bor Andreas Mogensen, når han er i Rusland. De seneste uger har man kunnet se danskeren cykle ned ad de sommervarme alleer i Stjernebyen på sin mountainbike. To hjul er den hurtigste måde at komme rundt til dagens rumfartsøvelser, instruktioner og helbredstjek.
»De lægger et ganske tæt program,« nikker Andreas, da vi møder ham i den toværelses lejlighed med plysmøbler og fælleskøkken.
Det minder mere om et sovjetisk kollegie end om en futuristisk rumbase.
Næste stop i dagens program er en øvelse af nødprocedurer i rumstationens russiske moduler. Det foregår, ligesom næsten alt andet i Stjernebyen, på russisk. Andreas Mogensen får nemlig status som andenpilot i det russiske Sojuz-fartøj, og så skal man kunne sproget.
»Jeg må indrømme, at dengang jeg gik som barn og drømte om at blive astronaut, havde jeg aldrig drømt om, at det ville blive nødvendigt at lære russisk,« siger Andreas Mogensen.
Den danske astronaut og tidligere civilingeniør er mere til matematik og fysik end til sprog, siger han. Men terperiet sammen med den russiske kosmonaut Sergej Volkov har efterhånden givet ham greb om gloserne.
»Det er lidt skægt. Jeg kan forstå og fortælle en masse om tekniske ting, navigationssystemer og raketter og den slags, men jeg har måske sværere ved at fortælle, hvad jeg har lavet i weekenden,« griner han.
Uden for rumentusiasternes indhegning er forholdet mellem øst og vest mindre harmonisk. På mange måder kan det virke overraskende, at rumsamarbejdet overhovedet kan fortsætte, mens storpolitiske konflikter igen er flammet op i Europa.
Siden Andreas Mogensen begyndte sin træning som astronaut i 2009, har en krig i Ukraine trukket nye grænser på kontinentet og udløst den alvorligste sikkerhedspolitiske krise i Europa siden den Kolde Krig.
De vestlige lande indførte sidste år økonomiske sanktioner mod Rusland. Moskva svarede igen med modsanktioner. Og prompte satte den russiske vicepremierminister Dmitrij Rogosin fingeren på Vestens afhængighed af de russisk rumraketter.
»Jeg foreslår USA, at de sender deres astronauter til rumstationen ved hjælp af en trampolin,« skrev vicepremierministeren på Twitter.
Men det er blevet ved truslerne. Rumsamarbejdet er fortsat stort set uanfægtet af krisen. Blandt andet fordi den Internationale Rumstation slet ikke kan eksistere uden den fælles indsats.
»I øjeblikket er det kun Rusland, der kan sende astronauter derop, så hvis Rusland lukkede, så kunne amerikanerne ikke komme derop. Modsat tilhører de store solpaneler den amerikanske del, så næsten al strømmen kommer fra amerikanerne,« forklarer han.
»Hvis russerne sagde stop, eller hvis amerikanerne sagde stop, så ville vi miste rumstationen,« siger Andreas Mogensen.
Blandt astronauter og kosmonauter - den russiske betegnelser for en astronaut - ryster de fleste på hovedet af de politiske skænderier, siger Andreas Mogensen. Folk, der arbejder med rumfart, er betaget af noget andet og større.
»De er interesserede i videnskaben og i at løse problemer. Det er det, vi snakker om og er fælles om,« siger han diplomatisk.
Den anden motor, der holder samarbejdet i gang, er mere jordnær: Penge. Trods den nogle gange heftige retorik er rumfarten i dag langt mindre afhængig af det politiske end under den Kolde Krigs kostbare rumkapløb.
»Det er en vigtig faktor, der er forstærket de seneste fem år: Det er business,« siger Steen Eiler Jørgensen, formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning.
Det russiske rumagentur har de seneste 25 år opbygget en solid forretning inden for opsendelse af både satellitter, astronauter og rumturister.
En turist betaler i omegnen af 20 millioner dollar for en opsendelse. Samarbejdet med NASA og ESA bygger både på kolde kontanter og på en slags bytteøkonomi, der involverer energiforsyning, fragt og vedligeholdelse af den Internationale Rumstation.
For Roscosmos er de udenlandske indtægter afgørende især i perioder, hvor det går mindre godt i russisk økonomi, siger Ivan Moisejev, direktør for det russiske Space Policy Institute.
»Disse indtægter sikrede rumprogrammets overlevelse i 1990erne. Det var en meget, meget hård tid,« siger Moisejev.
Det russiske rumprogram har i dag igen fået flere penge, men det lider stadig under mange års underfinansiering og korruptionsskandaler. Den nuværende Sojuz-raket adskiller sig ikke meget fra sin sovjetisk-udviklede forgænger fra 1970erne, selvom den fortsat har en ganske imponerende sikkerhedsstatistik.
Hvis Rusland ikke formår at udvikle ny teknologi, så risikerer landet at miste op mod halvdelen af sine kunder til konkurrenter fra Kina og USA, advarede den russiske vicepremierminister for nyligt TV.
Blandt andet derfor omdannes det gamle Roscosmos i disse måneder til et statsligt aktieselskab, der skal fungere på mere kommercielle vilkår. Og af samme grund skal trusler om trampolin-hoppende vestlige astronauter næppe tages særligt alvorligt, siger Ivan Moisejev
»Jeg er helt sikker på, at samarbejdet vil fortsætte. Det har Roscosmos brug for,« siger den russiske rumfartsanalytiker.
De europæiske astronauter har til gengæld brug for pladsbilletter i en russisk raket. ESA har bygget den Internationale Rumstations største laboratorium og det spektakulære Cupola-modul med panoramaudsigt til den blå Jord. Men ingen kan nyde udsigten uden russisk transport. Andreas Mogensen har de seneste måneder trænet intensivt med den russiske missionsleder Sergej Volkov.
»Siden begyndelsen af dette år har alt den praktiske træning været med ham. Han er commander, og jeg er hans co-pilot. Så vores samarbejde er enormt vigtigt under opsendelsen og især under sammenkoblingen med rumstationen,« siger Andreas Mogensen.
42-årige Sergej Volkov tilbragt mere end et år i rummet, og hans familie er allerede en del af Ruslands rumfartshistorie. Hans far var sovjetisk kosmonaut, og Volkov junior kan kalde sig verdens første andengenerations-kosmonaut.
»Rusland har arbejdet med bemandet rumfart i 50-60 år. Det fornemmer man, når man taler med instruktørerne her i Star City. De har en erfaring, der rækker mange år tilbage,« siger Andreas Mogensen.
Nu ser den danske astronaut frem til virkeliggørelsen af de dramatiske ni minutter og 30 sekunder, hvor trykket på brystkassen vokser, mens raketten gennembryder atmosfæren.
Glæder du dig?
»Selvfølgelig,« siger Andreas Mogensen og ser frem for sig.
»Det at spænde sig fast i sædet og så mærke raketten blive tændt og skudt af sted,« siger han.
»Det er det, jeg har ventet på«.
