Billedet fra Østre Kirkegård i Horsens taler for sig selv. Mette Simmenæs var højt elsket - og ikke kun af sin familie. Den 46-årige kvinde døde i sidste uge, da hun faldt fire meter ned i en skakt, fordi en gruppe håndværkere havde fjernet en rist uden at afskærme området ordentligt.

Mette Simmenæs blev onsdag begravet fra Kloster Kirken i Horsens, hvor hendes familie - midt i al sorgen - forhåbentlig kunne finde bare en smule trøst i at se, hvilket indtryk deres hustru og mor havde gjort på så mange mennesker.

Det var som om, at hele Horsens havde sendt blomster for at vise deres medfølelse.



Mette Simmenæs efterlader sig en søn og en datter samt manden Jørn Simmenæs, der tidligere var en af byens helt store fodbold-profiler. Derfor var AC Horsens bestyrelsesformand også blandt de mange fremmødte.

-Jeg har aldrig nogensinde set så mange mennesker foran Klosterkirken. Det var meget flot, at så mange mødte op. Selve ceremonien var meget højtidelig og stemningsfuld, og jeg synes, hun fik en meget værdig afsked, siger Ole W. Rasmussen.

Arbejdstilsynet er stadig ved at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske. Deres rapport ventes færdig til august.

Læs mere i B.T. torsdag.