Landets førende forhandler af babyudstyr, Babysam, viser langt om længe fremgang efter flere år med voldsomme udfordringer. Topchefen er skiftet ud, fødselstallet stiger, og regnskabet viser vækst og overskud på bundlinjen.

Hvis Sanna Suvanto-Harsaae skulle skrive en bog om den tid, hun har været bestyrelsesformand forBabysam, skulle den ifølge formanden selv hedde noget i retning af »Through hell and high water«.

Nu kan Sanna Suvanto-Harsaae imidlertid se lys for enden af den lange, mørke tunnel, som landets førende forhandler af babyudstyr har været igennem. Med ny adm. direktør i skikkelse af Kenneth Nørgaard viser Babysam nemlig fremgang i salget både i de fysiske butikker og online. Og samtidig kan ledelsen glæde sig over, at danske kvinder begynder at føde flere børn.

»Der er vækst på en rigtig god måde lige nu, og det er helt afgørende for at skabe en trædesten, vi kan komme videre fra,« siger Kenneth Nørgaard.

Andre læser også: Løkke overrasker: Ikke bare én - men to nye ministre!

Han pointerer, at der er tale om profitabel vækst, hvor driftsindtjeningen følger med omsætningsvæksten.

I Babysams årsrapport, som offentliggøres mandag, fremgår det, at Babysam øgede omsætningen i regnskabsåret 2014/2015 med seks procent fra 366 mio. kr. til 387 mio. kr. Samtidig steg driftsresultatet fra 600.000 kr. til 6,6 mio. kr. Og for første gang siden kapitalfonden Polaris købte virksomheden, har Babysam plus på bundlinjen.

Men trods de gode takter er der stadig lang vej for Babysam, mener Kenneth Nørgaard, der tiltrådte stillingen som adm. direktør i september 2015.

»6,6 mio. kr. ud af en omsætning på 387 mio. kr. er jo ikke imponerende. Der skal ikke mange hårde vindpust til, før det ser svært ud for os igen,« siger Kenneth Nørgaard.

Han er klar over, at driftsresultatet skal ligge noget højere i forhold til omsætningen, før virksomheden kan betragtes som solid.

Det er kun babyskridt, der bliver taget, men set i lyset af Babysams historie er fremgangen aldeles tiltrængt. I 2008 købte Polaris Babysam på et tidspunkt, der med finanskrisen viste sig at være historisk dårligt.

Kriser af alle slags

Foruden finanskrisen har Babysam kæmpet med omlægning fra frivillig kæde til kapitalkæde, digitalisering, finansielle rekonstruktioner og lave fødselstal for bare at nævne de største udfordringer og kriser.

»Så kan du lægge alle de normale kriser, en virksomhed går igennem, oveni« siger Sanna Suvanto-Harsaae.

Hun mener, at Babysam med de massive udfordringer – om ikke andet – er blevet en kriserobust virksomhed.

»Jeg ved ikke, hvad der skulle ske, hvor vi ikke kunne trække på, hvad vi gjorde sidst,« siger hun og tilføjer:

»Det gør noget ved en virksomhed at klare at gå igennem døden fem gange. Hvis der kommer en sjette, er jeg ikke urolig.«

Formanden mener altså, at det værste er overstået for Babysam, og at hun sammen med adm. direktør Kenneth Nørgaard har lagt den rette plan til at føre kæden ind i en lysere fremtid.

Planen går primært ud på at ramme målgruppen mere præcist og få forretningen gearet til en digital fremtid. Sidste år nåede Babysam ud til ti millioner i målgruppen på digitale platforme. Og onlinesalget er i årets første måneder steget med 37 pct.

I takt med forbrugernes stigende interesse for at købe varer online har Babysam brugt de fysiske butikker til bl.a. events og kurser.

»Den service, vi kan bygge omkring vores produkter på e-commerce, er det, der fremover bliver vores berettigelse,« siger Kenneth Nørgaard.

Han nævner kurser i førstehjælp til børn som et populært kursus blandt forældre til småbørn.

Endelig – flere børn

Foruden investeringer og strukturelle ændringer ser Babysam frem mod år med stigende fødselstal. Antallet af nyfødte børn faldt markant fra 2008 til 2013, hvor der knap blev født 56.000 babyer, det laveste fødselstal siden 1985. Men frem mod 2030 bliver der i 2020 ifølge Danmarks Statistik født omkring 65.000 børn – som skal have barnevogne, tøj og legetøj.

»De stigende tal har en enorm betydning for os efter mange år, hvor det er gået i den anden retning,« siger Kenneth Nørgaard.

Ifølge Dorte Wimmer, som er forbruger- og handelsekspert vedRetail Institute Scandinavia, har Babysam flere udfordringer i forhold til deres målgruppe, som er digitalt indfødte.

»En af deres udfordringer er, at kunderne går ned i butikken og undersøger varerne, hvorefter de handler på udenlandske butikker. Derudover kommer mange fra deres målgruppe ind på markedet fuldstændig uvidende om de produkter, de skal bruge, og på meget kort tid skal de vide alt. De er krævende og vil have mange informationer på mange forskellige platforme,« siger Dorte Wimmer og tilføjer, at målgruppen til gengæld er villig til at bruge relativ mange penge på netop babyudstyr.

Babysam har i alt 28 forretninger fordelt over hele landet. Senest åbnede kæden en ny butik i shoppingcentret Field’s i København. Kæden har 273 medarbejdere.