Jesper Worre, der er Post Danmark Rundts løbsdirektør, kan ikke følge Jakob Fuglsang i Astana-rytterens kritik af sikkerheden under det danske etapeløb.

Jesper Worre forklarer, at Jakob Fuglsangs styrt på en strækning efter Viborg på 2. etape af Post Danmark Rundt kunne være undgået, hvis han og de andre rytterne havde kørt anderledes gennem chikanerne.

- Det gør selvfølgelig ondt at høre, at de styrter, men rytterne vælger at køre ude i siderne i stedet for at køre 'slangen' gennem chikanerne, siger løbsdirektør Jesper Worre.

Jakob Fuglsang forklarer, at han netop valgte at trække ud i højre side, hvor hellerne på vejen altså snævrede vejen ind i en zig-zag-formation, fordi det var der, han troede vejen var fri, og der, han følte sig mest sikker. Danskeren raser over, at der ikke var skiltet bedre for at gøre opmærksom på hellerne.

Jesper Worre forklarer dog, at sikkerheden i Post Danmark Rundt er i top.

- Vi kæmper med, at der bliver lavet flere og flere chikaner og heller på vejene. Så vidt mulig står der en kontrol, en racemaster, men på netop denne strækning var der en hel serie heller, hvor rytterne skal køre zig-zag. Hellerne var dækket af med kegler. Det er jo et valg fra vores side at køre igennem, men det er meget svært at køre igennem landet uden at ramme chikaner, siger Jesper Worre, der forklarer, at man har taget alle mulige forholdsregler.

- Vi har 16 race-marshalls, vi har 300 kegler, vi sætter op. Og vi prøver at stille en mand og kegler hver gang, det er nødvendigt, og vi fejer inde på rundstrækningen, siger Jesper Worre.