Brian Nygaard og Kim Andersen erkender dog, at de allerede begyndte at hyre ryttere i juni.

Brian Nygaard og Kim Andersen var tidligere henholdsvis pressechef og sportsdirektør på Bjarne Riis' cykelhold, Team Saxo Bank-Sungard. Nu står de to i spidsen for deres eget hold, Team Luxembourg. Penge er der tilsyneladende nok af, men navnet på en hovedsponsor er fortsat ikke meldt ud.

I slutningen af juni 2010 - kort før Tour de France - fyrede Bjarne Riis Kim Andersen, fordi holdejeren havde hørt lidt for mange rygter om det nye luxembourgske storhold. Senere har Bjarne Riis slået fast, at han følte, at Kim Andersen gik bag ryggen på ham og havde handlet illoyalt.

Team Luxembourg er siden blevet en realitet. 25 ryttere er klar på det nye storhold, kernen kommer fra Bjarne Riis' rækker anført af brødrene Schleck og Fabian Cancellara. Og det nye makkerpar Nygaard/Andersen indrømmer nu, at de allerede begyndte at hyre ryttere i juni.

- Kim og jeg begyndte at hyre ryttere i midten af juni, indrømmer Brian Nygaard overfor Jyllands-Posten.

Alligevel afviser han Bjarne Riis' kritik om illoyalitet.

- Efter min bedste overbevisning har vi ikke handlet illoyalt, siger Brian Nygaard.