Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) er sensationel vinder af Post Danmark Rundt 2014.

Det står klart efter søndagens afsluttende etape til Frederiksberg. En flagbeklædt Frederiksberg Allé betyder normalt paradekørsel og spurtopgør i Post Danmark Rundt-terminologi. Men søndag eftermiddag blev den årelange tradition brudt.

Et udbrud på 13 mand bragede ind på de 10 omgange på Frederiksberg med 40 sekunders forspring og holdt hele vejen til mål. Den danske mester Michael Valgren Andersen sad med i udbruddet, som endte med at tage så meget tid på feltet, at den bare 22-årige dansker endte som vinder af Post Danmark Rundt. Men det tog lidt tid for Michael Valgren Andersen at forstå.

- Det er for mærkeligt. Det har jeg aldrig set før, sagde Michael Valgren Andersen umiddelbart efter, han havde krydset stregen.

- Frederiksberg-etapen har jo altid bare været for sprinterne, så jeg troede jo bare, jeg skulle blive femmer, siger han.

Det burde under normale omstændigheder have været en formsag for sprinterholdene at hale Valgren og co. tilbage til feltet. Men det stærke udbrud formåede højst overraskende at holde et tamt og opgivende felt bag sig.

Den gule førertrøje, Manuele Boaro, behøvede ikke at sætte sit Tinkoff-Saxo-mandskab på arbejde, da Michael Valgren sad med, og hverken Astana eller Riwal Platform, der arbejdede for sprinteren Alex Rasmussen, kunne hente de løsslupne, der foruden Michael Valgren også talte Lars Bak, som sikrede sig en plads på podiets næstøverste trin.

Så Michael Valgren overtog altså den gule trøje fra sin holdkammerat. Og det har danskeren svært ved at forholde sig til.

- Jeg er selvfølgelig glad, men jeg er ked af det på Boaros vegne. Men jeg holder mig bare til, da de kører. Jeg får ikke noget at vide om, at jeg skal falde tilbage. Sportsdirektøren sagde bare, jeg skulle slappe af og sidde med, siger Michael Valgren.

- Det var 'cowboyder'-ræs hele dagen, og bagved var de lidt på den, for de kunne ikke hente os. Men det var fedt for mig, og det er den største sejr i karrieren, siger Michael Valgren.