Butikskæden Normal kritiseres for dårligt arbejdsmiljø, men afviser selv kritikken.
Hos Fagbladet 3F fortæller en række nuværende og tidligere medarbejdere på Normals centrale varelager i Hedensted om et psykisk hårdt arbejdsmiljø.
De beretter om en frygtbaseret ledelsesstil, og at medarbejderne skal springe pauser over for bare at nå deres daglige mål. Desuden går de på arbejde, selvom de er syge, fordi de frygter konsekvenserne af et afbud.
Fagforeningsmediet har blandt andet talt med Oliver Nielsen, der blev sygemeldt med stress og fik en akut belastningsreaktion efter at være ansat som Normal-lagerarbejder i Hedensted.
Lavprisbutikskæden vil ikke stille op til interview, men har fremsendt en skriftlig meddelelse som svar på kritikkken.
»Hos Normal tager vi alle henvendelser om arbejdsmiljø meget alvorligt, uanset om de kommer direkte fra vores medarbejdere eller gennem fagforeningen. Vi har kendskab til de sager, som bliver beskrevet, og vi ved, at de er blevet behandlet sagligt. Vi kan ikke genkende beskrivelsen af disse sager, som de præsenteres af Fagbladet 3F,« skriver Søren Sivebæk, der er kommunikationschef i Normal.
3Fs lokalafdeling i Hedensted har på to år kørt 15 faglige sager for medarbejdere på Normals varelager i Hedensted.