B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, sætter sit skæg på spil.

Det sker, i forbindelse med at løsgænger i Folketinget og tidligere formand for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, melder sig på banen med et nyt parti.

Lars Boje skriver på sociale medier, at politiske kommentatorer som dig sikkert vil ryste på hovedet og forsøge at tale hans nye parti ned. Har han ret?

»Ja,« svarer Joachim B. Olsen.

»Jeg barberer skægget af, hvis han kommer i Folketinget med sit nye parti.«

Hvad vil din kæreste sige til det?

»Hun er altid glad.«

Lars Boje Mathiesen røg som formand for Nye Borgerlige sidste år efter kort tid på posten. Siden da har han været løsgænger i Folketinget.
Lars Boje Mathiesen røg som formand for Nye Borgerlige sidste år efter kort tid på posten. Siden da har han været løsgænger i Folketinget. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvorfor tror du ikke, at han kommer ind?

»Paludan kom heller ikke i Folketinget, og …«

Sammenligner du ham med Paludan?

»Ja, på den måde at det vil være et rendyrket protestparti.«

Er der ikke stor forskel på, hvor kontroversielle Paludan og Boje er?

»Jo, jo. Jeg siger heller ikke, at han er Paludan. Men det vil være et protestparti. Bojes gamle parti Nye Borgerlige var i lange stræk også et protestparti, og det kollapsede også,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Det politiske marked er mættet i blå blok. Alle synspunkter er repræsenteret. Lars Boje Mathiesen tilbyder et rendyrket protestparti, der skal råbe og skrige af dem, han kalder magteliten. Og det tror jeg ikke, der er plads til.«

Lykkedes han ikke meget fint med at finde et hul i markedet under coronakrisen, hvor han på Facebook blandt andet appellerede til dem, der var vaccineskeptiske?

»Måske var han lykkedes med et nyt parti under coronakrisen. Men tiden er ikke til det lige nu. Jeg har svært ved at se, at der er en dagsorden lige nu, der kan samle to procent af vælgerne i et rendyrket protestparti,« siger Joachim B. Olsen.

»Det taler for hans projekt, at han er god til at engagere folk på sociale medier. Men han 'shiner' (brillerer, red.) ikke i tv-debatter. Og de er afgørende under en valgkamp.«

Hvad med dengang han tog fat i kraven på en demonstrant, der løb op på scenen under en valgdebat i DRs koncertsal? 

»Ja, okay. Så skal der ske sådan noget, hvor nogen løber op på scenen,« siger Joachim B. Olsen.

Se Lars Boje Mathiesen forsvare vaccineskeptiske kommentarer, da han var formand for Nye Borgerlige: