Midt- og Vestjyllands Politi er lige nu til stede i Struer, hvor en person er afgået ved døden. 

I den forbindelse er fem personer blevet anholdt. 

Det bekræfter vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj overfor B.T.

»Vi skal have tid til at undersøge det nærmere,« siger han. 

Der er tale om en mand, som er fundet død i en lejlighed i det centrale Struer, bekræfter vagtchefen.

Han uddyber, at offer og de fem personer, der er blevet anholdt i sagen, kendte hinanden i forvejen.

Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at underrette de pårørende til den afdøde mand. 

Vagtchefen har ikke yderligere kommentarer til sagen, men fortæller at politiet er til stede, og at der ikke »er fare for borgerne«. 

Overfor Ritzau uddyber vagtchefen, at politiet ikke kan udelukke, at der er sket noget mistænkeligt. 

Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 16.02.

Det var en akutlæge, der ringede efter politiet efter ankomst til lejligheden, hvor lægen erklærede manden død.

Politiet er søndag aften ved at foretage en findestedsundersøgelse. Her skal mulige omstændigheder omkring dødsfaldet undersøges, oplyser vagtchefen til Ritzau.