Hun havde gjort, som hun plejede, når det blev for svært at være i sig selv. Men i modsætning til alle de andre gange, var der intet, der hjalp. Intet, der lindrede. Dér greb angsten hende.
»Jeg kunne mærke, at nu skulle jeg indlægges. For hvad nu, hvis jeg havde mistet den fuldstændig? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne reddes? Vende om? Var psykotisk resten af livet?« mindes Saba Lykke Oehlenschlæger.
Måske husker du hende fra DR dokumentaren 'Min sindssyge tvilling'. Historien om de enæggede tvillinger, der blev efterladt som hittebørn i Etiopien og otte måneder gamle blev adopteret af et ægtepar fra Ringkøbing.
Indtil nu er det hendes tvillingesøster Andrea, der har shinet i rampelyset. Har fejet hen over gulvet i 'Vild med dans', sunget sig ind i hjerterne på publikum og anmelderne på musicalscenerne.
Men nu træder 25-årige Saba ind i det.
»Jeg vil bare gerne have en sejr. At jeg har gennemført noget, jeg er gået ind til. Fuldføre noget som et 'normalt' menneske,« siger hun om at debutere i den ikoniske musical 'Hair' på Østre Gasværk.
Uden nogensinde at have stået på en scene. Uden nogensinde at have sunget i en mikrofon.
Nu drømmer Saba Lykke Oehlenschlæger om at være den, der shiner. For sig selv og andre som hende. Med en bipolar lidelse.
På trods af, at hun har øvet hele dagen, sidder Saba smilende og tilstedeværende i sofaen i teatrets opholdsrum. Vinker glad farvel til kolleger, der er på vej hjem, mens hun er på vej tilbage. I sit eget liv.
»En tryg og traditionel dansk opvækst« kalder hun de formende år i den lille vestjyske by, hvor søstrene gjorde alt for at blende ind.
For – som hun siger – »selvfølgelig er der også nogle negative sider ved at vokse op i så lille en by, som vi ser ud«.
Ved at være venner med alle og smile, når de store drenge fyrede racistiske bemærkninger af, gik det bare nemmere.
Som enæggede tvillinger var og er hun og Andrea på mange måder to alen af ét stykke. Men deres forældre valgte, at de skulle gå i hver sin klasse, så deres forskelligheder fik lov til at gro og blomstre. Og det gjorde de.
Andrea søgte tidligt ind i musikkens verden, mens Saba gik fodboldsportens vej, kom på eliteskole og spillede tilmed for DBU i ungdomsårene.
Men indeni skete der noget, hun ikke kunne styre. Og som 14-årig startede hendes selvskadende adfærd.
»Senere har jeg lært, at selvskadende adfærd finder tit en form, som man vender tilbage til. Og for mig var det at slå hovedet ind i en mur, hvilket ikke er så almindeligt.«
»De fleste skærer i sig selv, men for mig er det ikke en rigtig smerte og heler hurtigt, mens det andet både er et meget synligt sted og en smerte, du mærker længe.«
»Du er ikke i tvivl om, at du har gjort noget, for du sover dårligt og kan mærke det, når du spiser og har sår i ansigtet, der skal hele. Jeg tror, at jeg valgte det, fordi det gjorde ondt i længst tid.«
Mange tror fejlagtigt, at selvskadende adfærd handler om at få opmærksomhed.
Det var også den første tanke, teenageren Saba fik.
I dag, hvor hun er et helt andet og bedre sted, kan hun sætte ord på dét, der hang uløseligt sammen med den diagnose, som hun fik stillet i 2018.
Nemlig bipolar lidelse, en såkaldt type 1, hvor det er manierne, der rider af sted med hende i et sådant tempo, at hendes krop og sind til sidst slet ikke kan følge med.
»Nogle gange kan mine udsving være så svær en smerte, sorg eller kedafdethed at være i, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af det.«
»Der har jeg brug for at mærke noget, der er fysisk. Så det er en måde at følelses-regulere på, at komme ned i kroppen igen,« beskriver hun tålmodigt og fortsætter:
»Man har brug for at mærke noget, som man ved, hvad er. Og sår og smerter i ansigtet ved jeg præcis, hvorfor jeg har, for det er noget, jeg selv lige har påført mig i stedet for det andet, som jeg aldrig har kunnet forklare før nu.«
Ifølge overlæge hos Psykiatrifonden Per Vendsborg er selvskade ikke et symptom på bipolar lidelse, men en forståelig reaktion på den.
»Selvskade er en reaktion på psykisk smerte. Det er nemmere at have fysisk end psykisk smerte, og derfor skader man sig selv for at aflede tankerne og lindre. Men der er ikke en egentlig sammenhæng mellem dem,« siger han.
For Saba betød de dengang uforklarlige udfordringer, at hun måtte lægge drømmen om fodboldkarrieren på hylden og siden droppe ud af gymnasiet.
I stedet flyttede hun til København, blev succesfuld iværksætter, model og talentspejder i et af de største bureauer.
Ser hun tilbage, var det nogle gode år med mange oplevelser. Men ikke noget, hun i dag dvæler ved.
»Det ser imponerende ud på papiret, men er noget af det, jeg er allermindst stolt af. For det var de år, hvor jeg havde det allerværst.«
Og det havde hun.
Første gang Saba blev indlagt på den lukkede, var i 2018. Siden fulgte flere. Oftest umiddelbart efter en selvskade, og fordi hun har glemt at tage sin medicin, den litium – som udjævner de store psykiske udsving – der er og vil være en del af resten af hendes liv.
Det var da også det, der var problemet, sidst hun var indlagt for tre år siden, dén, der blev vendepunktet for hende.
Hun og Andrea var netop vendt hjem fra Etiopien, og hun husker, at hun var »helt væk«.
Angst og paranoia blandede sig ind manien. Gav hende en manisk psykose som hverken selvskade eller iskoldt bad kunne knække. Og hun blev bange. Så bange, at hun vidste, at hun skulle indlægges. Nu.
»Ens manier bliver værre med tiden, så ens selvskadende adfærd bliver også voldsommere. Og det er farligt. For hvis jeg bliver ved med først at reagere for sent, kan det blive rigtig for sent på et tidspunkt. Det er skræmmende.«
»Så det var første gang, at jeg virkelig havde en oplevelse af, at her skal jeg ikke afvises,« siger hun om ankomsten til Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling.
Bekymringen for, at hun denne gang var kommet over på den »anden side«, hvor hun ikke kunne reddes, fik hende da også til at spørge overlægen, om hun kunne reddes.
Det kunne hun.
Siden hun fik diagnosen, har Saba Lykke Oehlenschlæger valgt at tale åbent om sin lidelse, som hun i dag har langt bedre kontrol over.
»Jeg har skullet lære at leve med en bipolar diagnose. Heldigvis responderer jeg virkelig godt på min medicin og er meget glad for, at den fungerer for mig.«
»Man plejer at sige, at litium hjælper 50 procent, resten er søvn og sunde regelmæssige måltider, som du selv skal sørge for. Og for mig er det fatalt, hvis jeg ikke husker at gøre det,« siger hun.
Saba Lykke Oehlenschlæger har ikke været indlagt siden januar 2020. Har haft enkelte tilbagefald, men fortsat arbejdet som model og haft et meningsfyldt arbejde i The Why Foundation. Når hendes lidelse har tilladt det.
»Det lyder, som om jeg har lavet rigtig meget i mit liv. Men det har været en type, hvor jeg har kunnet arbejde flygtigt,« forklarer Saba Lykke Oehlenschlæger og fortsætter:
»Så at lave 'Hair' er også måde for mig at lave noget, hvor jeg kan gå ind i et forløb. Det er blevet lidt en stædighed for mig at gå ind og gøre det rigtig godt.«
Hun smiler. Glad. Også lidt stolt. For det var teatrets direktør, som for længe siden spurgte om, hun havde mod på rollen som Dionne i den ikoniske musical.
Dengang som dubleant for sin kendte tvillingesøster Andrea.
Men for nylig måtte søsteren melde fra. Graviditeten var for hård til, at hun ville kunne gennemføre. Og dermed blev scenen Sabas. Helt hendes egen. For første gang.
»Jeg er tryg, fordi Søren (teatrets direktør Søren Møller, red.) har tillid til, at jeg kan gøre det. Og min søster har også givet mig den tillid at støtte op om det.«
»Så nu gør jeg det som mig. Nu står jeg op for mig selv.«
'Hair' har premiere på Østre Gasværk 23. februar
