Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hej Annette

Et nært familiemedlem på 15 år sminker sig voldsomt. Hun har også lagt billeder ud på fjæsen (Facebook) i fuld krigsmaling og jeg undrer mig, at selv hendes mor syntes godt om det.

Pigen har haft problemer af forskellig art, og jeg mener bestemt ikke, at hun sender de rigtige signaler, sådan som hun majer sig ud. Jeg har intet imod en diskret make up, men når hun som 15-årig sminker sig, som en der skal deltage i en teaterforestilling, eller til det der er værre, synes jeg ikke, det er ok.

Der er jo også dem, der farver sit hår grønt med strit eller går i bizart tøj. Men det bekymrer mig, når helt unge vil gøre sig meget ældre, end de er på en udfordrende måde.

Hvad mener du ?

Hilsen R

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære R!

Bekymring for ungdommen har altid været der, og den kan såmænd være relevant nok. Men kigger man på bekymringen for ungdommen historisk over de seneste 100 år, så har den ikke ændret sig ret meget: De unge aner ikke hvad de foretager sig. De sender forkerte signaler. De er på vej i afgrunden – lokket af musik/stoffer/politik/dekadence etc etc. Og forleden læste jeg også, at den seksuelle debut stadig ligger omkring de 16 år for gennemsnittet. Fuldstændig som den gjorde i 1968. Intet nyt der. Men jeg forstår godt din angst for, hvad der kan ske, når man klæder sig for udfordrende.

Desværre er der intet, du kan gøre ved det. Hvis du vil have indflydelse, skal du favne pigen med kærlighed. Det gør man ikke ved at sammenligne hende med en ”teaterforestilling” eller bruge udtryk som ”maje sig ud”. Hvis pigen har haft alvorlige problemer, som du svagt indikerer, så er det der, du skal tilbyde din hjælp. Ikke din arrogance eller din afstandtagen.

Nu har du ikke henvendt dig til mig om, hvordan du kan hjælpe pigen med hendes ”andre problemer”, så jeg må antage, at de fylder mindre end hendes voldsomme make-up forbrug. Og helt ærligt: Det anser jeg slet ikke for noget problem. Hvis du havde skrevet til mig, at hun malede sit ansigt som Peter Lundin, så ville jeg måske nok mene, der var tale om et statement af lidt alvorligere karakter, men kraftig make up er en fase. En overgang. Hun eksperimenterer, og det er helt naturligt.

Jeg synes heller ikke, det er klædeligt, når unge piger har kraftig make up på eller for den sags skyld plukker øjenbrynene eller får tatoveringer. Men det er jo bare min smag og mine regler. Dem kan jeg ikke pådutte andre.

Hvis du er bedstemor eller tante til denne pige, så lad være med at dømme hende ud fra dine regler. Fortæl hende i stedet hvor smuk hun er, når hun ikke har så meget make up på eller vis hende billeder fra din egen ungdom, så I kan få taget hul på en dialog om dengang og nu. Hvor er der ligheder, og hvordan har verdens forandret sig siden da?

Du kan ikke forandre hende. Du kan til gengæld meget nemt komme til at skabe en distance, og det tror jeg faktiskikke, du ønsker. Så på med ja-hatten. Du er den voksne, der kan rumme hende. Også i disse teen-age år, hvor alting stritter lidt.

Knus fra Annette

Andre læser også