»Hey, hvorfor har du en kuffert med?«

Jeg er ikke tøffet mange meter med min trillekuffert, før tre unge kvinder råber mig an. Jeg vender mig. De smiler.

En festival er et samfund. En by på 100.000 mennesker, der flytter sammen på en mark ved Roskilde for at udforske hinanden og musikken i en intensiv uge af deres liv.

Jeg var første gang på Roskilde som ung i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne – og hørte bl.a. en uforglemmelig koncert med superbandet U2. ”Smatten” var allerede opfundet. Jeg glemmer aldrig, da en ung kvinde på min egen alder stavrede hen ved siden af mig, trak bukser og trusser ned om hælene og satte sig op på den jernbjælke, som jeg lænede mig op ad, sked, vippede og væltede bagover, landede med en uhyggelig præcision på ryggen i sin egen afføring og kravlede derfra som en curling-sten uden mål.

Ups.

Dengang fandtes hverken curlingbørn eller smart phones, så de kunne ringe til mor og far for at bede om at komme og tørre dem. Vi sagde farvel i rent tøj i hoveddøren og goddag i hoveddøren fire dage senere, når toget havde sat os af på Skanderborg Station med mudderkager i stedet for tøj.

For tre år siden returnerede jeg til Roskilde Festival. Mange grånende hårtoppe som min stikker op som svedent græs rundt omkring, men de friske er heldigvis stadigvæk i overvældende flertal. Nu står tre af dem og stirrer på min trillekuffert.

»Jeg har aldrig set så stor en kuffert til en festival før,« udbryder den ene kvinde betaget.

Min kuffert er ellers så lille, at jeg kan have den med i flykabiner, og der skal jo også lige være plads til mine gummistøvler, hvis regnen nu skulle ramme Roskilde senere. De tre kvinder spørger, hvor på festivalen jeg bor, og hvad jeg laver. Da jeg fortæller, at jeg er chefredaktør for BT og MX, spørger de i kor, om jeg ikke har et job til dem. Den ene har i øvrigt en god historie, som hun fortæller mere om, mens vi følges lidt ad.

Så hilser de og drejer ind til deres camp. Jeg fortsætter og parkerer min kuffert inde i mit lille grønne pop-up- telt, som jeg allerede lod springe op og folde sig ud på festivalens første dag, lørdagen før.

Jeg ligger lidt på ryggen på det oppustelige liggeunderlag, glor op i den grønne teltdug og nyder den fantastiske fornemmelse af at være i et univers, der summer af feel good festival. Da jeg rejser mig og går ind på selve musikområdet nær Orange Scene, varer det ikke længe, før en ung mand styrer direkte hen imod mig, smiler, breder armene ud og giver mig en bjørnekrammer, før han går videre uden et ord.

En festival er et samfund. Et samfund med politi og erfarne voksne til at stoppe idioterne og hjælpe skæverterne, men først og fremmest en by af unge, hvis opførsel og omgangstone definerer byens liv. Den her by er dejlig, fuld af livsglæde og kærlige unge, der fester og passer på hinanden.

Min yngste søn på 20 år er herude et sted, sammen med 14 andre i en camp, jeg ved, at de drikker meget og hører meget lidt musik på festivalpladsen. Jeg afleverede ham i bil med otte kasser dåseøl til ham og vennen og fik at vide, at det altså ikke er ret meget. I den forstand er jeg selv en curling- far, eftersom jeg kørte ham i bil til festival.

Nu har jeg sikkert spoleret ham for livstid. Jeg hader at se unge, der ikke gider løfte en finger, med mindre det er fuck-fingeren, fordi de er opdraget til, at andre løfter fingeren for dem. Jeg hader at høre om unge, der ikke gider arbejde – fordi det ikke beriger deres liv.

Men vi må ikke forveksle kærlighed med manglende krav. Begge bestanddele er nødvendige i en opdragelse: Kærlighed og krav. Uden den ene bestanddel misrøgtes et barn. På Roskilde Festival har jeg set blomsten af Danmarks ungdom. Nogle er blevet kørt hertil i bil, mange sender dagligt en SMS med beskeden: ”Jeg har det godt.” Det gør min søn i hvert fald – eller rettere sagt, det lovede han at gøre. De fleste forældre vil gerne feje banen for deres børn, men de fleste børn knokler også i skolen og med studiejob for at leve op forældrenes kærlighed og krav – og til de forventninger, som alle har til dem.

På Roskilde blev mine forventninger til ungdommen opfyldt. Torsdag stod jeg med vores belgiske ejer af BT og MX på teltpladsen og kiggede på endeløse mængder af urin, madaffald og maltrakterede telte. Vi havde begge grønne army-jakker på og følte, at vi blendede ind mængden – nærmest lidt cool undercover - da en ung kvinde storsmilende gik os i møde og afslørede alt:

»Hey, er I chefer? I ligner chefer. Hvilket job har I?«

Da jeg forklarede hende det, spurgte hun spontant: »Kan jeg få et job hos jer?«

Hun mente det. Løb på 30 sekunder igennem sit liv, sit CV og sit nuværende CBS-studium. En ung kvinde med masser af gå-på- mod. Så curlingbørn eller ej. Jeg er ikke bekymret for vores børns fremtid.

Den satans ungdom er skøn.

Andre læser også